Finnair har omdannet passagerkabinen til cargo-kabine i en af selskabets Airbus A330-300. Foto: Finnair

Finnair er lanceringskunde på cargo-kabine i A330

Lufthansa Technik og Airbus har i samarbejde udviklet en midlertidig cargo-kabine til passagerfly af typen A330. Finnair er første flyselskab med den omdannede kabine.

Passagertallene er faldet drastisk under coronapandemien, men til gengæld har efterspørgslen på fragt steget.

Tendensen det seneste års tid har fået Lufthansa Technik og Airbus til sammen at udvikle en cargo-kabine til Airbus A330-passagerfly. Dermed vil langdistancefly af denne type midlertidigt kunne bruges til andet end at transportere passagerer.

Løsningen er kaldt ”Temporary Cargo Cabin” – eller ”Cargo-in-Cabin” og vil dermed kunne opfylde flyselskabernes behov for mere fragtkapacitet.

Lanceringskunde på den nye cargo-kabine er Finnair, som fra basen i Helsinki har omdannet en Airbus A330-300 til at kunne transportere ufarligt, kommercielt gods i passagerkabinen.

Øger fragtkapacitet med 15 ton
Før Finnair kan tage flyet med den nye cargo-kabine i brug, skal der først indløbe godkendelse af den såkaldte Suppleral Type Certificate (STC), der hører med til løsningen.

”Med denne EASA-godkendte STC-løsning er vi i stand til at fortsætte vores vellykkede fragtoperationer – selv under genopretningen. Løsningen er teknisk enkel og kræver ikke massive investeringer som traditionelle fragtkonverteringer,” siger Juha Ojala, direktør for tekniske operationer i Finnair.

Den nye cargo-kabine øger fragtkapaciteten med 15 ton alt afhængig af flykonfiguration. Konverteringen af passagerkabine til cargo-kabine kan udføres hos enhver Part 145-godkendt udbyder i hele verden, oplyser Lufthansa Technik.

Alsidig kabine i A330
Lufthansa Technik og Airbus nyder godt af hinandens ekspertise, hvor A330-fragtkabinen er seneste udviklede produkt.

”Samarbejdet med Lufthansa Technik muliggør en problemfri implementering af denne midlertidige fragtløsning. Den gode driftsøkonomi i A330 og dets alsidige kabine gør det til det perfekte fly til fragtmissioner i den nuværende situation. Med en sådan ny løsning fortsætter vi med at støtte vores Airbus-kunder,” siger Daniel Wenninger, direktør for flyskrog-service i Airbus.

Allerede i april sidste år meldte Airbus ud, at flyproducenten gik i gang med at udvikle cargo-kabiner til både A330 og A350. Rent praktisk bliver passagerkabinen omdannet ved helt at fjerne eksempelvis alle sæder og IFE-underholdningssystemet, og kabinen kan – når det igen er ønsket – gendannes som almindelig passagerkabine.

Lufthansa Technik leverer brandslukningsudstyr, der er i overensstemmelse med kabine-sikkerhedskrav fra Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur, EASA.

 

Relaterede artikler:

Finnair vil udnytte hul i markedet

Sunclass-fly skal konverteres til fragtfly

Indretter passagerfly til fragtflyvninger