- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Op mod 45.000 jetfly på markedet de næste 20 år

Frem mod 2041 vil både vækst i flytrafikken og et stigende pres for at modernisere flåderne af klimahensyn medvirke til, at flyselskaber verden over vil få leveret omkring 45.000 nye fly.

Efter alt at dømme vil der være stor efterspørgsel efter fly i de kommende 20 år. Det er i hvert fald konklusionen i en ny analyse. Den er blevet udarbejdet af Ascend by Cirium, som er konsulentbenet af virksomheden Cirium, der beskæftiger sig med data og analyse af luftfartsbranchen.

Heri lyder det, at flere faktorer vil drive udviklingen. Det vil både være en øget passager- og godstrafik, der vil skabe grobund for investeringer i nye fly, men derudover vil flyselskaberne også i stigende grad blive presset til at modernisere flåderne således, at klimaaftrykket nedbringes.

Cirium forudser, det vil føre til, at flyselskaberne vil få leveret cirka 44.500 passager-, fragt- og turbopropfly i årene frem mod 2041. Det anslås, at flyene vil have en samlet værdi på 2,9 trillioner dollars, hvilket svarer til 19,8 trillioner kroner.

Først tilbage på 2019-niveau i år
Det er en forventet årlig vækst på 3,6 procent i passagertrafikken, som vil være med til at skabe behovet for de mange nye fly, og ifølge analysen vil narrow body-fly tegne sig for 70 procent af de passagerfly, der vil blive leveret i de kommende 20 år.

Det er også denne type fly, der har haft mest fart på genopretningen. Cirium oplyser, at narrow body-flåden var to procent fra 2019-niveauet i slutningen af sidste år, mens de større wide body-fly fortsat var 20 procent bagud i forhold til det sidste normale år inden COVID-19-pandemien.

Virksomheden mener ikke, at den aktive del af passagerflåden vil være tilbage på 2019-niveau før midten af i år. Når Cirium kigger frem mod 2041 er forventningen dog, at Airbus og Boeing fortsat vil være de dominerende producenter, der tilsammen vil levere 80 procent af flyene.

Vil overhale europæiske flyselskaber
Det ventes desuden, at Asien-Stillehavsområdet vil være et nøglemarked for luftfart frem mod 2041, da flyselskaber i regionen anslås at aftage over 40 procent af det samlede antal nye flyleverancer frem mod dette år. Cirium regner med, at Kina vil være spydspids i denne udvikling.

Landet forventes nemlig at have en vækst på seks procent i passagertrafikken årligt i de næste 20 år, og kinesiske flyselskaber vil tegne sig for 19 procent af det samlede antal flyleverancer i 2041, mens nordamerikanske, europæiske og mellemøstlige selskaber vil aftage henholdsvis 21 procent, 17 procent og 7 procent af leverancerne.

Trods Ruslands krig mod Ukraine, eftervirkningerne af COVID-19-pandemien og den økonomiske situation er forventningen til udviklingen på markedet blot blevet nedjusteret med en procent i forhold til for et år siden, hvor virksomheden foretog en lignende analyse.


Relaterede artikler:

Genåbning i Kina kan blive en fuser for flytrafikken

Dette bliver en udfordring for luftfarten i 2023

Mere kapacitet til februar end de foregående fire år