- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Oslo holder førerpositionen

I april i år blev det atter Oslo-Gardermoen, der var den travleste af de tre skandinaviske hovedstadslufthavne, da man her betjente flere passagerer end i både CPH og Arlanda.

Efter flere år med rejserestriktioner og smittefare er tendensen nu, at genopretningen i luftfarten er undervejs, og både flyselskaber såvel som lufthavne fra en række lande melder om, at passagererne for alvor er ved at få rejselysten tilbage.

Det gælder også i Norge, lyder det fra landets statslige lufthavnsoperatør Avinor, som står for driften af 44 lufthavne i det skandinaviske land. Avinor fortæller, at i alt 3.692.403 passagerer rejste via en af selskabets lufthavne i april.

Passagertallet er hele 349 procent større end samme måned sidste år, hvor en stor del af verden fortsat var ramt af COVID-19-restriktionerne. Det er dog kun 13 procent mindre end niveauet fra april i 2019, hvilket peger i retning af, at genopretningen er godt undervejs.

Slår København og Stockholm
Den mest travle af de norske lufthavne har ikke overraskende været Oslo-Gardermoen, som i april derudover også fastholdt førerpositionen blandt de skandinaviske hovedstadslufthavne med 1.848.386 betjente passagerer.

856.131 af disse rejste indenrigs fra en destination i Norge til en anden, mens 992.255 var udenrigsrejsende. Tallet er højere end det, som både Københavns Lufthavn og Stockholm-Arlanda kunne præstere i april i år.

I den danske hovedstadslufthavn blev der i årets fjerde måned registreret 1.808.611 passagerer, mens personalet i Stockholm-Arlanda betjente 1.479.001 rejsende i april. Det skal tilføjes, at Oslo er godt hjulpet af et stort indenrigsmarked. Mens 45 procent af de norske passagerer rejste indenrigs, drejede det sig om mere beskedne seks til syv procent i Danmark.

Vigtigt for byen
Hos Avinor er direktør for trafikudvikling, Gaute Skallerud Riise, tilfreds med udviklingen i tallene, da fremgangen blandt andet smitter af på virksomheder i turismebranchen.

”Vi ser et tydeligt opsving i trafiktallene, både i antallet af passagerer og i antallet af flybevægelser, og det mener vi har en positiv effekt på arbejdspladser med tilknytning til vores lufthavne, og for hotelbranchen i hele landet.”

Den betragtning er den administrerende direktør for turismeorganisationen VisitOSLO enig i. Han betoner desuden vigtigheden af, at der er et bredt udbud af ruter i hovedstadslufthavnen

”Vi er meget glade for, at Avinors trafiktal går fremad. For Oslo er det vigtigt at have et godt rutenetværk i Oslo Lufthavn. Byens hotelbranche oplever i øjeblikket meget høj aktivitet, og vi går sommeren i møde med fornyet optimisme og motivation,” siger administrerende direktør Christian Lunde fra VisitOSLO.

 

Relaterede artikler:

CPH nærmer sig to millioner månedlige passagerer

CPH i hælene på Oslo Lufthavn i 26 måneder i træk

Lufthavne i København og Oslo side om side