- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Oslo-lufthavn skal sælges

Ejerne af Moss Lufthavn Rygge syd for Oslo har sat både terminalbygning, parkeringshus og standpladser til salg. Lufthavnen har ikke haft kommerciel flytrafik siden 2016.

Moss Lufthavn i Rygge skal skifte ejer, da Jotunfjell Partners har sat lufthavnen til salg.

Jotunfjell Partners købte lufthavnen i 2017 på et tidspunkt, hvor der ikke havde været kommerciel flytrafik i et år. Nu har selskabet dog måtte indse, at det ikke har kunnet skaffe flytrafik tilbage til lufthavnen, der ligger 60 kilometer syd for Oslo.

”Det er lidt trist. Samtidig kan vi konstatere, at vores ejerskab af Rygge ikke har været en succes,” siger Espen Ettre, bestyrelsesmedlem i Jotunfjell Partners, til Moss Avis ifølge det norske medie E24.no.

Salget af lufthavnen inkluderer både terminalbygningen, parkeringshuset og standpladserne til fly. Espen Ettre ønsker ikke at oplyse, hvor meget Jotunfjell Partners skal have for lufthavnen.

Vil ikke oplyse pris på lufthavn
Opgaven med at sælge Moss Lufthavn Rygge er tilfaldet DNB Næringsmegling, og målet er at få solgt den inden årets udgang.

”Vi udsender ikke et specifikt prisforslag, men interessenter kan gå ud fra, at det er muligt at købe ejendommen betydeligt under byggeomkostningerne,” siger Hans-Christian Birkedal, direktør i DNB Næringsmegling.

Han oplyser, at salgsprospektet kun deles med seriøse interesserede. Helt konkret vil terminalbygningen kun blive sat til salg, hvis der ikke genoptages civil flytrafik i 2021.

Da Jotunfjell Partners købte lufthavnen i 2017, ejede selskabet Airport Retail Group, der har flere toldfrie butikker i norske lufthavne. Jotunfjell Partners har speciale i at investere i problemramte virksomheder for at vende udviklingen.

Dialog med flyselskaber gav ikke gevinst
Ryanair ophørte med at flyve fra sin base i Moss Lufthavn Rygge i 2016, og siden har der ikke været civil flytrafik i den norske lufthavn. Det irske lavprisflyselskab begrundede afskeden med, at der var indført en passagerafgift på 88 kroner per billet. Dermed lukkede den kommercielle del af lufthavnen, der også har militær- og privatflyvninger.

Da Jotunfjell Partners overtog lufthavnen i 2017, blev der igangsat et større arbejde med atter at skaffe flytrafik. Alf-Reidar Fjeld blev hyret af Jotunfjell Partners til at hjælpe med at få genåbnet Moss Lufthavn Rygge. Selskaber som Norwegian, Wizz Air, easyJet samt en tilbagevenden af Ryanair kunne være i spil, men det blev aldrig afsløret, hvilke selskaber der var dialog med.

Det lykkedes imidlertid ikke at få skaffet et flyselskab til lufthavnen. En af de største årsager til, at det var svært, var flyselskabernes mangel på kapacitet. Det oplyste Espen Ettre i december 2019.

Forsinkede leveringer af nye fly og problemer med de groundede Boeing 737 MAX fik flyselskaberne til at holde igen med at rykke ind i Rygge. Og siden kom coronapandemien, der naturligvis heller ikke gjorde forudsætningerne nemmere.

 

Relaterede artikler:

Rygge opgiver ikke genåbning

Flyafgift forhindrer genåbning af Oslo-lufthavn

Ryanair lukkede og slukkede i Oslo-lufthavn