- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Piloterne godkender ny SAS-overenskomst

Efter en urafstemning blandt fire skandinaviske pilotforeninger er der fuld opbakning til den overenskomst, der blev indgået den 19. juli efter 15 dages strejke.

Den 15 dage lange pilotstrejke i SAS endte den 19. juli, da SAS og piloterne blev enige om en ny overenskomst af fem og halvt års varighed gældende med tilbagevirkende kraft fra den 1. april 2022.

Aftalen er blevet stemt hjem blandt medlemmerne hos de fire skandinaviske pilotforeninger, herunder Dansk Pilotforening, der er en del af Dansk Metal. I alt stemte 89 procent af de stemmeberettigede piloter i Danmark, og af disse har 93 procent stemt ja til aftalen.

De har blandt andet accepteret en samlet lønnedgang på 25 procent, og at de fremover maksimalt kan have op til 60 arbejdstimer i en enkelt uge i forhold til de tidligere 47 timer. Herudover bliver de 560 piloter, der blev opsagt under coronapandemien, i de kommende år tilbudt genansættelse på de vilkår, der gælder i den nye aftale og med ancienniteten i behold. Omkring 110 af disse er allerede blevet genansat.

“Jeg er utrolig glad for den store opbakning til aftalen – ikke mindst når vi har været gennem en så lang og hård konflikt. Medlemmerne har tydeligvis forstået alvoren, og det her viser, hvor stærkt sammenholdet er blandt piloterne. Vi har hele vejen igennem været stålsatte på, at vi skulle have vores yngre kollegaer genansat, sådan som det oprindeligt var aftalt med ledelsen i SAS. De erfarne piloter har udvist stor solidaritet for at få deres yngre kollegaer tilbage. De er gået ned i løn og op i arbejdstid,” siger Henrik Thyregod, der er formand for Dansk Pilotforening,

Klar til at lægge konflikten bag sig
SAS-piloterne vil nu hjælpe SAS med at genoprette tilliden til kunder og samarbejdspartnere efter en konflikt, der har givet store ridser og skrammer til selskabets renommé og image.

”Nu kæmper vi – side om side med ledelsen – for at få SAS gennem den svære tid, som selskabet er i. Det er den store opbakning til overenskomsten også et udtryk for. Piloterne holder utroligt meget af SAS, og for mange af os er det vores andet hjem. Som fagforening har vi lavet aftaler med SAS, siden selskabet blev dannet lige efter anden verdenskrig, og piloterne er stolte af at være en del af et så hæderkronet selskab. Vi glæder os hver gang, vi flyver danskerne sikkert ud og hjem igen,” siger Henrik Thyregod.

Resultatet af afstemningen, der også faldt overbevisende ud i den svenske pilotforening og de to norske pilotforeninger, skaber glæde hos SAS, der således kan fortsætte arbejdet med FORWARD-planen for at sikre selskabets fremtid.

“Vi er meget glade og ser frem til at fortsætte vores igangværende Chapter 11-proces og vores arbejde for at sikre et stærkt og bæredygtigt flyselskab i mange år fremover. Dette positive resultat af afstemningen vil hjælpe SAS med at tiltrække langsigtede investorer, mens vi gennemgår Chapter 11-processen og arbejder videre med SAS FORWARD-planen,” lyder det fra pressechef Alexandra Lindgren Kaoukji.

 

Relaterede artikler:

Opfordrer rejsende til ikke at hævne sig på SAS

Pilotforeninger ønsker kulturændring i SAS

Ny overenskomst på 5,5 år med SAS-piloterne