SAS-pilot (Arkivfoto - SAS AB)

Ny overenskomst på 5,5 år med SAS-piloterne

Efter 15 dages pilotstrejke er SAS og piloterne blevet enige om en ny overenskomst, der løber helt frem til 30 september 2027. Samtidig skal 450 piloter genansættes frem mod 2024.

De fire skandinaviske pilotforeninger kunne natten til tirsdag afslutte en historisk lang strejke på 15 dage med indgåelsen af en ny overenskomst, der får en længde på 5,5 år og udløber den 30. september 2027.

Dermed vil flyvningerne med SAS Scandinavia blive genoptaget så hurtigt som muligt.

“Jeg er glad for at kunne fortælle, at vi nu er nået til enighed med alle fire pilotforbund for SAS Scandinavia, og strejken er afsluttet. Endelig kan vi genoptage normal drift og flyve vores kunder på deres længe ventede sommerferie. Jeg beklager dybt, at så mange af vores passagerer er blevet påvirket af denne strejke,” siger Anko van der Werff, koncernchef i SAS.

Genansætter 450 piloter
Den nye overenskomst er udsædvanlig i forhold til længden, da der normalt kun har været tradition for to- eller treårige overenskomster med piloterne, men samtidig er det også et centralt element i SAS FORWARD-planen.

Ifølge SAS betyder den nye aftale øget produktivitet og øge fleksibilitet i sæsonproduktionen, og betingelserne og vilkårene i aftalen sikrer lavere enhedsomkostninger.

Aftalen betyder også, at alle verserende retssager mod selskabet fra pilotforeningerne under SAS Pilot Group vil blive trukket tilbage, og endelig har SAS forpligtet sig til gradvist frem mod 2024 at genansætte og efterfølgende fuldtidsansætte 450 piloter, der blev afskediget i juni 2020 under coronapandemien.

”Med disse aftaler på plads gør piloterne deres del i denne vanskelige situation. Vi går nu videre med det vigtige arbejde med at fremme vores transformationsplan SAS FREM og opbygge et stærkt og konkurrencedygtigt SAS for kommende generationer, med støtte fra vores piloters fagforeninger og alle andre interessenter. Strejken har været en hård situation for vores kunder, for vores medarbejdere og for vores virksomhed som helhed. Jeg vil gerne udtrykke min oprigtige taknemmelighed til alle mine SAS-kolleger, som har arbejdet utrætteligt de seneste uger for at hjælpe vores kunder,” lyder det fra koncernchefen.

Store økonomiske konsekvenser
Formelt skal medlemmerne i de fire skandinaviske pilotforeninger godkende den indgåede aftale, og det samme er tilfældet for den føderale konkursdomstol i New York, der i øjeblikket varetager Chapter 11-processen.

Samlet kommer strejken til at koste SAS op imod 1,5 milliarder svenske kroner, og 380.000 passagerer er blevet ramt gennem 3.700 aflyste flyafgange.

 

Relaterede artikler:

SAS og piloterne indgår ny aftale

Strejken kan tvinge SAS til markante nedskæringer

SAS-strejken er en realitet