- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Rekordordre på 300 Airbus-fly fra indisk selskab

Lavprisselskabet IndiGo bestiller endnu 300 fly af A320neo-familien hos Airbus-fabrikkerne og slår dermed egen rekord fra 2015.

Da det indiske lavprisselskab IndiGo i 2015 bestilte i alt 250 Airbus A320neo-fly, var det den hidtil største enkeltordre i Airbus-fabrikkernes historie. Men IndiGo stormer frem på det indiske marked, og nu har IndiGo afgivet en ordre på endnu 300 fly af A320neo-familien hos Airbus.

Den nye ordre markerer endnu en gang en af ​​Airbus største flyordrer nogensinde fra en enkelt kunde. Den nye indkøbsseddel fra IndoGo rummer en blanding af A320neo, A321neo samt A321XLR, som er den ultra-langtrækkende version af A321 og en videreudvikling af A321LR.

Samlet ordre på 730 fly
Med ordren har IndiGo i alt lagt afgivet ordre på 730 fly fra A320neo-familien hos Airbus. Heraf har den europæiske flyproducent indtil videre leveret 97 fly, og allerede i dag er IndiGo verdens største A320neo-operatør. Det indiske selskab har endvidere 128 Airbus A320-200 i sin flåde.

”Indien forventes at fortsætte med sin stærke luftfartsvækst, og vi er godt på vej til at opbygge verdens bedste lufttransportsystem for at kunne betjene flere kunder og levere på vores løfte til dem om at tilbyde lave priser og en problemfri oplevelse,” siger Indigos koncernchef, Ronojoy Dutta i en pressemeddelelse.

IndiGo er et af de hurtigst voksende flyselskaber i verden og er i dag Indiens største flyselskab med en markedsandel på næsten 50 procent i det store land. IndiGos største konkurrent er SpiceJet, som opererer med Boeing 737-fly.

Codeshare-samarbejde med Turkish Airlines
IndiGo har hovedbase i Delhi Indira Gandhi International Airport og tilbyder over 1.400 flyvninger om dagen. Selskabet har ruter til 83 destinationer – heraf 60 indiske og 23 udenlandske destinationer, som alle er i Asien og Mellemøsten.

IndiGo tilbyder dog også flyvninger til 14 destinationer i Europa via et codeshare-samarbejde med Turkish Airlines. Dette samarbejde omfatter blandt andet Turkish Airlines-ruten mellem Istanbul og København.

IndiGo blev etableret i 2006 som et privat selskab af Rahul Bhatia fra InterGlobe Enterprises og Rakesh Gangwal, som er en amerikansk forretningsmand med indiske rødder.

 

Relaterede artikler:

Indere vil åbne europæiske lavpris-ruter

Lavprisflyselskab overvejer rute fra Indien til CPH

CPH ikke på liste over nye Indien-ruter