- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Revnet turbineblad årsag til Norwegian-motorhavari

Havarikommission peger i foreløbig rapport på revnet turbineblad som årsag til, at Norwegian-fly i august spyttede fire kg motordele ud over italiensk by.

Det vakte stor opsigt, da en Boeing 787-8 Dreamliner fra Norwegian den 10. august umiddelbart efter starten fra Fiumicino-lufthavnen i Rom var udsat for et motorhavari.

Fejlen på den ene af flyets Rolls-Royce Trent 1000-motorer betød nemlig, at der pludselig blev spyttet hundredvis af metalstykker ud af motoren.

De mange metalstykker faldt ned over den sydlige del af byen Fiumicino og ramte blandt andet 12 bygninger og 25 biler, ligesom en person blev ramt – dog uden at komme til skade. Der blev efter hændelsen opsamlet omkring fire kg metalstykker fra flyet i byen.

Problemer 36 sekunder efter takeoff
Nu er den italienske havarikommission, ANSV, klar med en foreløbig rapport om hændelsen, og de italienske efterforskere mener, at det er revner i turbinebladene, der har udløst den alvorlige motorfejl på det lidt over fem år gamle fly med registreringen LN-LND.

Norwegian-flyet lettede på en flyvning mod Los Angeles, men blot 36 sekunder efter takeoff fra bane 16R i Rom Fiumicino viste den venstre Trent 1000-motor tegn på overdreven vibration, siger ANSV.

Besætningen modtog adskillige alarmer, herunder advarsler om overophedning af motoren. De valgte derfor at afbryde stigningen i 3.000 fods højde (915 meter, red.), hvorefter de gennemgik de nødvendige tjeklister og returnerede til Rom-Fiumicino. Her landede flyet cirka 23 minutter efter takeoff fra lufthavnen.

Udover skaderne på motoren medførte hændelsen også skader på den venstre vinge, flaps og den horisontale stabilisator samt overfladiske mærker på selve flyskroget. Endvidere resulterede landingen med overvægt i, at nogle dækkene på venstre side i hovedlandingsstellet punkterede, fremgår det af den foreløbige havarirapport.

To turbineblade blev ødelagt
Havarikommissionens undersøgelser af flyets motor har vist, at to turbineblade var ødelagt. Det ene turbineblad ser ud til at være blevet ”gradvist beskadiget”, mens det andet ser ud til at være ødelagt på grund af overbelastning – sandsynligvis som følge af, at det andet turbineblad er revet af.

Ifølge ANSV har der siden 2015 været 10 tidligere tilfælde af brud på turbinebladene i Trent 1000-motorer på grund af ”træthedskorrosion”, og hændelsen med Norwegian-flyet i Rom ser ifølge havarikommissionen ud til at være et ”lignende” tilfælde.

Norwegian har lige som flere andre flyselskaber haft store problemer med Trent 1000-motorerne, og selskabet har måtte udskifte flere af disse motorer til nyere versioner.

ANSV påpeger i den foreløbige rapport, at turbinebladene på begge motorer på Norwegian-flyet lå inden for grænserne for deres levetid. Den pågældende type turbineblade har dog siden været genstand for en servicebulletin, der erstatter dem med nye turbineblade fremstillet af andre materialer og bedre beskyttelse, skriver havarikommissionen.

 

Relaterede artikler:

Motordele fra Norwegian-fly faldt ned fra himlen

Russisk passagerjet kom for tæt på Norwegian-fly

Norwegian: Det er et brud på vores regler