- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Ruteudviklingskonference udsættes

Routes Europe 2020, der skulle være afholdt i Bergen i slutningen af april, er blevet udsat. Routes World skal efter planen finde sted i Milano til september.

Den årlige europæiske konference for ruteudvikling – Routes Europe – skulle i år have fundet sted i Bergen i Norge fra den 27.-29. april. Som følge af udviklingen omkring coronavirus har arrangørerne imidlertid været nødsaget til at udsætte konferencen til senere på året. Hvornår ruteudviklingskonferencen i Bergen vil blive afholdt er endnu uafklaret.

Routes Europa samler hundredvis af europæiske flyselskaber, lufthavne og andre aktører til tre dages ”speed-dating”, hvor der på drøftes muligheder for at etablere nye flyruter og udvide betjeningen af eksisterende ruter.

”Jeg beklager at måtte meddele, at Routes Europe 2020 udsættes til senere på året. Det er ikke en beslutning, der har været let at tage. Vi ved, hvor vigtigt det er at samarbejde i denne tid og vi vil fortsætte med finde muligheder for at støtte branchen gennem denne udfordrende periode,” siger Steven Small, direktør for events i organisationen Routes, som står bag konferencen.

Fokus på bæredygtig luftfart
I Norge havde lufthavnsoperatøren Avinor set frem til, at Bergen skulle være værtsby for Routes Europe, som udover at give masser af forretning til værtsbyens hoteller og restauranter også er en anledning for værtslandets lufthavne og turistmyndigheder til at markedsføre sig over for de europæiske flyselskaber

”Jeg vil gerne sende min dybeste sympati til alle de flyselskaber og branchepartnere, der kæmper i den ekstraordinære tid, som vi befinder os i. Vi ser dog frem til at være vært for Routes når tiden er inde,” siger Gaute Skallerud Riise, direktør for trafikudvikling i Avinor.

Foruden hundredvis af én-til-én-møder indeholder programmet for Routes Europa også en konferencedel, og på programmet for de tre dage i Bergen var blandt andet en række oplæg om bæredygtig luftfart, som Avinor har stort fokus på.

Routes World i Norditalien
Routes-organisationen står også bag den globale ruteudviklingskonference World Routes foruden regionale konferencer i Europa, Asien, Nordamerika og Sydamerika.

World Routes 2020 er planlagt til at finde sted fra den 5.-8. september i Milano i Norditalien. Netop Milano er en af de byer i Europa, der er hårdest ramt af coronavirus. World Routes 2020 er ikke blevet aflyst, men Routes oplyser, at man løbende følger Covid-19-situationen tæt.

 

Relaterede artikler:

Billlund Lufthavn er verdensmester i ruteudvikling

Ruteudviklingskonference flytter til Bergen

Optimisme hos danske lufthavne før World Routes