- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Ryanair-fly fik dansk F-16-eskorte efter trussel

To danske F-16-jagere måtte fredag middag eskortere et Ryanair-fly på vej fra London Stansted til Oslo efter en bombetrussel om bord.

To F-16-fly fra det danske flyvevåben måtte fredag eskortere et Ryanair-fly på vej fra London Stansted til Oslo Lufthavn efter en bombetrussel mod flyet. Det skriver Forsvaret på Twitter.

Der var 142 passagerer og seks besætningsmedlemmer om bord på Boeing 737-800-flyet, som fløj på rutenummer FR 1392 og efter planen skulle lande i Oslo klokken 12.40.

Ryanair bekræfter over for den norske avis VG, at besætningen om bord opdagede en seddel, hvor det blev hævdet, at der var en mulig sikkerhedstrussel om bord.

”Kaptajnen fulgte procedurerne og fortsatte til Oslo, hvor flyet landede sikkert. Passagererne forblev om bord, mens politiet foretog en søgning,” siger en presseansvarlig fra Ryanair til VG. Flyet landede ifølge Flightrader24 i Oslo kl. 12.31.

Flyet landede sikkert i Oslo
Norsk politi bekræfter, at flyet landede sikkert i Oslo Lufthavn. De danske F-16-fly landede også i Norge for at tanke, inden de fløj retur til Danmark, oplyser det danske forsvar.

Norsk politi sendte store styrker til Oslo Lufthavn efter bombetruslen – heriblandt beredskabsstyrker og krise- og gidselforhandlere. Politiet har under aktionen anholdt en 51-årig britisk passager på flyet. Manden mistænkes for at stå bag bombetruslen.

”Vi har indledt en efterforskning af sagen og vil forhøre manden så hurtigt som muligt,” siger Olav Unnestad, leder af fælles operative tjenester ved norsk politi, til VG.

På spørgsmål fra avisen, om politiet har kendskab til, om manden er tilknyttet en organisation eller et netværk, svarer politiet, at de ikke ved meget om ham.

”Men vi har indtil videre information, der forbinder ham med forholdet,” siger en indsatsleder.

F-16-fly brød lydmuren
De to danske F-16-fly måtte under ”udrykningen” bryde lydmuren, hvilket fik en række mennesker i Nordjylland til at reagere med bekymring, skriver avisen Nordjyske. Avisen har talt med vagthavende presseofficer ved Forsvarets Operationscenter.

”To F16-ere er fløjet supersonisk op gennem Jylland for at støtte ved en nødsituation oppe i Skagerrak. De har desværre været nødt til at bryde lydmuren. Der var virkelig behov for at komme hurtigt afsted, så vi har vækket nogen, der har sovet. Mere kan jeg ikke sige lige nu,” siger presseofficeren.

Den anden trussel mod Ryanair-fly denne uge
Bombetruslen er den anden mod et fly fra det irske lavprisselskab i denne uge.

Tirsdag blev et Ryanair-fly på vej fra Krakow til Dublin tvunget til at lande i London Stansted, efter at besætningen på et af flyets toiletter fandt en lap papir med en truende besked.

Ifølge BBC blev to mænd på 26 og 47 år arresteret af politiet i Essex med mistanke om, at de stod bag truslen.

 

Relaterede artikler:

Bombetrusler mod to SAS-fly

Ordene du ikke skal sige i lufthavnen

Fløj i 70 minutter med bombefrygt