- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Ryanair lukker sidste større skandinaviske base

Flyselskaber verden over foretager løbende ændringer i trafikprogrammerne på grund af den vedvarende grounding af Boeing 737 MAX.

Ryanair er et af de flyselskaber, der skulle have modtaget en lang række Boeing 737 MAX i løbet af i år, og de forsinkede leveringer tvinger selskabet til løbende at ændre planer for den kommende sommer.

Onsdag kunne det irske lavprisflyselskab meddele, at de to næste baser, der lukkes, er Stockholm Skavsta og Nürnberg i Tyskland. Dette sker med virkning fra den 29. marts 2020. Stockholm Skavsta er Ryanairs sidste større skandinaviske base, mens basen med et fly i Gøteborg-Landvetter stadig vil være intakt.

”Vi forventer også at reducere sommerkapacitet i en række andre eksisterende baser, og vi er i øjeblikket i dialog med vores ansatte, vores fagforeninger og vores berørte lufthavne for at afslutte disse mindre reduktioner,” forklarer Ryanair i en erklæring.

Ryanair har tidligere haft skandinaviske baser i blandt andet Billund Lufthavn, Københavns Lufthavn og Moss Lufthavn Rygge, og Stockholm Skavsta droppes således som den næstsidste i Skandinavien i denne omgang.

Stadig Ryanair-fly fra Skavsta
Oprindeligt havde Ryanair kalkuleret med at have 58 Boeing 737 MAX i sommertrafikprogrammet 2020. Da MAX-groundingen fortsatte, blev dette tal justeret ned til 20 for en måned siden. Og nu forventer Ryanair kun at have modtaget 10 fly af denne type i tide til den kommende sommer.

Selv om Ryanair lukker sin base i Stockholm Skavsta, vil selskabet stadig flyve til og fra lufthavnen – dog med langt færre flyvninger, meddeler administrerende direktør i Stockholm Skavsta, Peter Steinmetz, i et internt brev til sine ansatte ifølge SVT. Det er uklart, hvad det kommer til at betyde for lufthavnens ansatte.

”Antallet af afgange er naturligvis det, der påvirker, hvor meget personale vi har brug for, men i øjeblikket kan vi ikke sige noget om det. Hvis de lukker ruter, kan det betyde færre medarbejdere, men forhåbentlig ikke,” siger Lena Josefsson fra Stockholm Skavstas marketingafdeling til det svenske nyhedsbureau TT ifølge SVT.

Nedjusterer forventede antal passagerer
Michael O’Leary, koncernchef i Ryanair, advarede i sommer om, at den vedvarende grounding af Boeing 737 MAX sandsynligvis kunne få den konsekvens, at det irske lavprisflyselskab måtte lukke baser og afskedige ansatte.

”Vi beklager disse to ekstra baselukninger og mindre kapacitetsnedskæringer på andre baser, som udelukkende skyldes yderligere forsinkelser af levering af vores Boeing MAX-fly,” lyder forklaringen fra Eddie Wilson, personaledirektør i Ryanair.

Ryanair lukkede sin base i CPH i 2015 som følge af problemer med fagbevægelsen. Basen i norske Rygge syd for Oslo blev lukket med den forklaring, at den norske stat indførte passagerafgifter på flyvninger fra norske lufthavne. Generelt set er Ryanair kendt for at binde baselukninger op på forskellige begivenheder i markedet. Senest har Ryanair altså forklaret Skavsta-lukningen med MAX-problemerne.

I regnskabsåret, der slutter den 31. marts 2021, havde Ryanair indledningsvis kalkuleret med at transportere 162 millioner passagerer. Dette tal blev først justeret ned til 157 millioner, og de vedvarende MAX-problemer får nu selskabet til at forvente 156 millioner rejsende i pågældende regnskabsår, meddeler selskabet.

 

Relaterede artikler:

Ryanair overvejer baselukninger efter MAX-forsinkelse

Ryanair tvunget til at halvere sommervækst

Ryanair lukker sin Hamborg-base