- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Ryanair straffer ”chargeback”-passagerer

Ryanair afviser at flyve med passagerer, der har benyttet sig af chargeback gennem deres kreditkortselskab. Ryanair vil have de penge, de mener, passagererne skylder dem.

Da coronakrisen var på sit højeste, var der flere passagerer, som benyttede sig af chargeback for at få penge ud af Ryanair.

Chargeback er en måde, hvorpå en bank eller kreditkortudsteder kan tilbageføre penge fra sælgers bank, hvis den købte vare ikke er leveret, eller hvis sælger eller leverandør eksempelvis er gået konkurs.

Men Ryanair glemmer ikke den form for opførsel, viser sager fra Storbritannien. Ifølge mediet irishtimes.com har Ryanair valgt at blokere for passagerer, der anmodede om chargeback for flyvninger, de ikke tog med på under coronapandemien, fra fremtidige flyvninger med flyselskabet.

Kunne ikke checke ind
Avisen fortæller om en irsk kvinde, der forsøgte at checke ind på en flyvning til Dublin begyndelsen af ​​oktober. Hun blev afvist af flyselskabet, indtil hun tilbagebetalte en refusion, hun havde bedt om gennem sin bank for en tidligere Ryanair-flyvning, hun ikke havde kunnet tage på grund af COVID-19-rejserestriktioner.

”Da jeg forsøgte at checke ind, tillod Ryanair mig ikke at gøre det,” siger hun.

“Efter timer hvor jeg forsøgte at komme igennem til Ryanair, for at finde ud af, hvad der var sket, kom jeg endelig igennem og fik at vide, at jeg skyldte Ryanair 210,95 euro fra en flyvning i september 2020, og jeg fik ikke lov at checke ind, før pengene var betalt,” fortæller hun.

Kvinden valgte at betale, men kalder Ryanairs opførsel for afpresning. Hun ville gerne have haft at vide tidligere, at hun var på en sort liste, så hun kunne have valgt et andet selskab, i stedet for at stå ved indcheckningen i en lufthavn, hvor det er umuligt ikke at bøje sig for selskabet.

Skal betale gæld til flyselskabet
Flyselskabet afviser, at det har opført sig upassende og fortæller at ikke ret mange kunder risikerer at komme i klemme.

”De mange millioner Ryanair-kunder, hvis flyvninger blev aflyst under COVID-19-pandemien, og som ansøgte Ryanair om refusion, som de modtog direkte fra Ryanair, vil være helt upåvirkede af disse foranstaltninger,” siger en talskvinde for selskabet.

Hun tilføjer, at de eneste, der bliver berørt, er “et lille mindretal” af passagerer, og sætter antallet til færre end 850.

Ifølge talsmanden havde de købt ikke-refunderbare billetter til Ryanair-flyvninger, der blev fløjet som planlagt under COVID-19, men som de valgte ikke at tage med på. Derefter fik de pengene tilbageført fra Ryanair via deres kreditkortselskab.

”Disse få passagerer skal betale deres gæld til Ryanair, før de får lov til at flyve med os igen,” lyder det fra talskvinden.

 

Relaterede artikler:

SAS ikke blandt 16 flyselskaber som nye EU-dukse

Norwegian standser automatisk billetrefusion

Derfor undgik Lufthansa at blive politianmeldt