- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Så er der sat punktum for Joon

Air France-datterselskabet Joon fløj onsdag aften for sidste gang. Flyselskabet til de unge generationer blev aldrig en succes og fik kun to års levetid.

Det skulle være det smarte og unge flyselskab, som var foretrukket af Millenium-generationen, og med navnet Joon spillede det nye Air France-datterselskab netop på det franske ord for ung – jeune, da selskabet blev lanceret i 2017.

Joon-brandet slog imidlertid aldrig rigtigt igennem, og få måneder efter, at canadiske Benjamin Smith var tiltrådt som ny koncernchef for Air France-KLM sidste år, meldte han ud, at han ville nedlægge selskabet.

Joon-varemærket var ”fra starten vanskeligt at forstå for kunder, medarbejdere, markeder og investorer. De mange varemærker på markedet har skabt meget kompleksitet og svækkede desværre styrken i Air France-varemærket,” som Air France udtrykte det i en pressemeddelelse i januar i år, hvor lukningen af selskabet blev offentliggjort.

Sidste fly fra Prag og Rom til Paris
Onsdag aften sluttede historien om Joon så, da de to sidste flyvninger på JN-koden blev gennemført. De sidste Joon-flyvninger var JN1583 fra Prag til Paris, som landede i Paris Charles de Gaulle-lufthavnen klokken 22.23 onsdag aften, og JN1405 fra Rom til Paris, som landede to minutter senere onsdag aften – klokken 22.25 – i den franske storlufthavn.

Joon drev både ruter til europæiske destinationer – heriblandt ruter fra Paris til Barcelona, Berlin, Lissabon og Porto, samt ruter til oversøiske destinationer som Cape Town, Mumbai, Cairo, Fortaleza, Mahé, Quito og Saint Martin i Caribien.

Havde også ruter til Skandinavien
Joon nåede i sin korte levetid også at servicere ruter fra Paris til Oslo og Bergen, da selskabet i foråret 2018 afløste Air France på disse ruter. Det var også planen, at selskabet fra marts i år skulle overtage Air France-ruten fra Paris til Stockholm, men den plan blev aldrig gennemført.

Joon operererede i alt 17 Airbus-fly – fordelt på otte A320, fem A321 samt fire langdistancefly af typen A340. Derudover havde selskabet en ordre på 10 nye A350-900 XWB. Både flyene og de omkring 550 medarbejdere i Joon er ifølge franske medier blevet overført til Air France.

 

Relaterede artikler:

Slut med fransk Joon-eksperiment

Ny topchef vil af med Air France-datterselskab

Første JOON-rute til Skandinavien