- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Sådan vil dansk luftfart flyve ud af COVID-19-krisen

Brancheforeningen Dansk Luftfart fokuserer i et nyt udspil på en overlevelsespakke og en genstartspakke, der skal sikre fremtiden for danske luftfartsvirksomheder.

Når snakken falder på dansk luftfart, tænker man uvægerligt på lufthavne og flyselskaber, men det er en branche med et omfattende økosystem, der omfatter handlingselskaber, flyværksteder, cateringvirksomheder, pilotskoler, flyveledere og mange flere.

Tilsammen var der omkring 52.000 ansatte i hele luftfartens værdikæde i 2019, og de første 10.000 ansatte er allerede skåret bort under coronapandemien, mens yderligere 15.000 stillinger er i fare. Herudover kommer beskæftigelsen i tilknyttede erhverv inden for eksempelvis rejser og turisme.

Derfor har Brancheforeningen Dansk Luftfart (BDL) lanceret et nyt udspil for at få politikerne til at forstå vigtigheden af, at en branche, der i 2019 samlet bidrog med 109 milliarder kroner til det danske bruttonationalprodukt, er truet på sin overlevelse.

Overlevelse og genstart
I det konkrete udspil, “Dansk luftfart igennem og ud af COVID-19-krisen”, anbefales der en målrettet strategi med tre indsatsområder. I forhold til overlevelsen handler det om i højere grad at indtænke luftfarten i de generelle hjælpepakker, så de indeholder mere fleksibilitet og sikrer, at alle aktører kan komme gennem krisen.

Herudover lægges der også op til en luftfartspakke II, da den luftfartspakke, der blev vedtaget i forsommeren 2020, “ikke helt fik opfyldt sin mission,” som det udtrykkes i oplægget. BDL ønsker blandt andet, at ordningen med sociale rabatter samt dækningen af lønomkostninger for kritisk “AOC-personale” forlænges i hele 2021.

Endelig fokuseres der på en genstartspakke, hvor internationalt rejsepas, bilaterale “sikre korridorer” og et justeret rejsevejledningsregime indgår.

“Hvis luftfarten skal fastholde sin position i det internationale stærkt konkurrenceudsatte miljø efter krisen, er der behov for en større og målrettet politisk indsats,” hedder det i BDL’s udspil.

Genstartsplan på plads inden 1. maj 2021
BDL er af den klare opfattelse, at der vil være en markant øget efterspørgsel efter flyrejser, når den danske vaccinationsplan er gennemført, og COVID-19-situationen er forbedret rundt omkring i Europa. Derfor mener organisationen, at det er vigtigt, at rammerne for en effektiv, sikker og robust genåbning af luftfarten og rejser er på plads inden den 1. maj 2021.

Derfor lægger BDL op til, at der nedsættes en fælles arbejdsgruppe mellem de relevante myndigheder og branchen med henblik på forberede en plan for genstarten.

“Det er akut, hvis Danmark skal bevare sin position som et land med en høj grad af international tilgængelighed baseret på et stærkt og omfattende rutenet, herunder også interkontinentale flyruter,” sammenfattes det i oplægget.

 

Relaterede artikler:

CPH overhalet af både Gardermoen og Arlanda

“Vi har brug for en ny luftfartspakke”

“Ikke noget at hente for luftfarten”