- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Sælger lufthavn for 112 milliarder kroner

Sydney Airport, der i 2019 var blandt de 50 største lufthavne i verden, skifter hænder. De nye ejere betaler hele 112 milliarder kroner, hvilket er et af de største opkøb i australsk historie.

Sydney Kingsford Smith Airport har accepteret et købstilbud, der er fremsat af en gruppe af pensionskasser og infrastrukturfonde, og dermed får lufthavnen nye ejere. Den store internationale lufthavn prissættes i handlen til 23,6 milliarder australske dollars, hvilket svarer til 112 milliarder kroner. 

Nyheden om købstilbuddet er den foreløbige kulmination på et forløb, hvor lufthavnen har afvist flere tilbud fra de kommende ejere, Sydney Aviation Alliance, fordi Sydney Airport ikke mente, at prisen var høj nok. Det seneste bud fra gruppen af investorer blev dog langt om længe accepteret

Sydney Aviation Alliance består af pensionsfondene AustralianSuper Pty og QSuper Ltd. samt infrastrukturfondene Global Infrastructure Partners og IFM, der er ejet af 23 australske pensionsfonde. Det fortæller Bloomberg News.

Luftfarten netop genåbnet
Nyheden om den indgåede aftale kommer kort tid efter, at Australien har gennemført en større genåbning af luftfarten. Mandag i sidste uge blev det igen muligt for færdigvaccinerede turister at rejse ind i landets to største delstater, henholdsvis New South Wales og Victoria.

Netop Sydney er hovedbyen i New South Wales. Ved samme lejlighed åbnede de australske myndigheder ligeledes op for udenrigstrafikken. Sidste mandag fik australske turister nemlig mulighed for igen at rejse frit til udlandet.

Hvis handlen går igennem, skriver den sig ind i historiebøgerne som et af de største opkøb i australsk historie. Selvom aftaleparterne er enige, er der dog fortsat en række hurdler, der skal forceres, inden aftalen falder endeligt på plads. 

Kan spænde ben for ejerskiftet
Selvom Sydney Airport og Sydney Aviation Alliance er blevet enige om købsprisen, er der tre mulige forhindringer, som skal overvindes, inden handlen endegyldigt bliver til virkelighed. I første omgang skal der udarbejdes en uafhængig undersøgelse af detaljerne i aftalen.

Derudover skal tre fjerdedele af lufthavnens aktionærer stille sig bag ejerskiftet og stemme for det. Slutteligt kræves det, at de australske myndigheder siger god for aftalen mellem Sydney Airport og Sydney Aviation Alliance, dernæst kan den realiseres. 

Næste skridt på vejen mod ejerskiftet bliver et møde i starten af næste år, fortæller Sydney Airport, hvis aktiekurs mandag steg med 2,8 procent på børsen i Sydney, da nyheden om købstilbuddet kom til offentlighedens kendskab.

Sydney Airport var i 2019 blandt de 50 største lufthavne i verden med i alt 44,5 millioner årlige passagerer.

 

Relaterede artikler:

Sydney-lufthavn afviser milliardtilbud

Lufthavn kan blive solgt for trecifret milliardbeløb

Qantas gør klar til comeback