- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Samtlige MAX-fly overvåges via ADS-B-data

De amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA, overvåger via satellitdata Boeing 737 MAX i hele verden, efter flytypen er vendt retur i luften efter en langvarig grounding.

I slutningen af november sidste år blev Boeing 737 MAX recertificeret af de amerikanske myndigheder, hvorefter også Brasilien og Canada fulgte efter. Og i slutningen af januar fulgte Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur, EASA, trop.

Det ophævede flyveforbud af den ulykkesramte flytype har fået flere flyselskaber til at genoptage driften af den, og der er naturligvis stor opmærksomhed på den gradvise tilbagevenden.

Selv om flyet er blevet tjekket på kryds og tværs – og blandt andet har fået software-opdateringer – har de amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA, valgt at lave en konstant overvågning af de aktive MAX-fly. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Således har FAA indgået aftale med den amerikanske virksomhed Aireon, der arbejder med lufttrafikovervågning. Herfra vil FAA få adgang til realtidsdata fra ADS-B (Automatic Dependent Surveillance – Broadcast), der er en overvågningsteknologi, hvor flyveledere kan få ekstremt præcise oplysninger om blandt andet et flys position og rute. Europæiske virksomheder ejer 27 procent af Aireon – herunder danske Naviair med 4,4 procent.

Holder øje med alle faser på en flyvning
Aireon vil levere satellitdata for Boeing 737 MAX fra hele verden. Før groundingen af flytypen i marts 2019 var der leveret 300 MAX-fly til kunderne, mens over 400 sidenhen er blevet produceret. Det varer dog en rum tid, før samtlige fly vil være i luften, men Aireon er således klar med data for alle.

”Aireons system markerer afvigelser fra visse parametre i alle faser af flyvningen og advarer FAAs luftfartssikkerhedsafdeling. Sikkerhedsingeniører og inspektører vil bruge den tidlige meddelelse til yderligere at analysere hændelsen,” lyder det fra FAA om eventuelle afvigelser på MAX-flyene.

Helt præcis begyndte FAA at overvåge MAX-flyene fra 29. januar. Systemet sender hver dag en rapport til FAA om flyvninger med flytypen den foregående dag, og der registreres som nævnt afvigelser fra bestemte parametre. Formålet er at holde nøje øje med flyenes ydeevne og opdage eventuelle problemer i tide. FAA har aldrig tidligere overvåget en enkelt flytype i realtid.

Helt konkret kan FAA få ADS-B-data fra Boeing 737 MAX hvert halve sekund, og data bliver sendt til luftfartsmyndighedens tekniske center ved Atlantic City i den amerikanske delstat New Jersey.

ADS-B er et mere præcist overvågningssystem end radarovervågning, hvor fly ikke kan spores langt ude over havene, over jordens poler eller over øde bjerg- og jungleområder.

 

Relaterede artikler:

Første Boeing 737 MAX i luften i Europa

Smartwings først i luften med recertificeret MAX i Europa

15 europæiske flyselskaber med ventende MAX-fly