- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

SAS bestiller op til 40 langdistancefly fra Airbus

Den største investering i selskabets historie er overskriften på en flyordre fra SAS, der omfatter op til 40 langdistancefly, heraf nye A330-900neo. Listeprisen er på 65 milliarder kroner.

Tirsdag i uge 27 er tilsyneladende en god dag at annoncere flyordrer for SAS. Det skete tirsdag den 1. juli 2025, hvor købet af op til 55 Embraer E195-E2 kort- og mellemdistancefly blev offentliggjort, og i dag har SAS løftet sløret for anskaffelse af 37 Airbus-langdistancefly.

Ikke siden 2013 har SAS bestilt nye langdistancefly, når man ser bort fra en enkelt ordre fra april 2018 på enkelt Airbus A330-300E, som blev leveret i foråret 2019. Tilbage i juni 2013 lød ordren på otte Airbus A350-900 samt fire A330-300E.

Trods en rentebærende gæld på 31,8 millarder svenske kroner (21,5 milliarder danske kroner) ved udgangen af det seneste regnskabsår har SAS forpligtet sig til at købe fly til en samlet listepris på 10 milliarder dollars, eller hvad der svarer til 65 milliarder kroner.

Vælger A330 fremfor A350
Flyordren består af 18 nye A330-900neo samt option på yderligere 10 fly af samme type. Derudover ni brugte A330-300, der skal understøtte væksten på kort sigt, indtil de nye fly er klar til levering, hvilket ventes at ske fra 2030 til 2035. 

SAS har i dag 17 langdistancefly i flåden, og de fordeler sig med otte Airbus A330-300, der har en gennemsnitsalder på 14,9 år. Derudover er der seks A350-900 med et aldersgennemsnit på 4,0 år samt endelig tre A321-200LR, der i gennemsnit er lidt mere end fem år gamle.

Med den ekstra langdistancekapacitet bliver SAS i stand til at fortsætte udviklingen af rutenetværket og dermed imødekomme den fremtidige efterspørgsel.

“I 80 år har SAS forbundet Skandinavien med verden og verden med Skandinavien. I dag investerer vi i det næste kapitel af vores historie,” siger Anko van der Werff, koncernchef i SAS.

Stor samfundsmæssig betydning
Planen er at øge passagertallet med 68 procent frem til 2030, og med 28,3 millioner passagerer i den årlige regnskabsperiode, der sluttede den 31. oktober 2025, er der lagt op til et sted mellem 47 og 48 millioner årlige SAS-rejsende ved indgangen til næste årti.

Ifølge analysevirksomheden SEO Amsterdam Economics vil den kommende investering i langdistancefly betyde, at der kommer yderligere 25.000 arbejdspladser samt en vækst i BNP på 25 milliarder kroner frem mod 2030.

Alene i Danmark vil det betyde 2.100 nye SAS-ansatte samt 3.200 nyansatte i andre virksomheder i Københavns Lufthavn. Øvrige samarbejdspartnere vil øge beskæftigelsen med 5.900 ansatte, og der kommer yderligere 4.200 nye arbejdspladser med øget turisme. Endelig skabes der også 9.300 nye stillinger i den bredere erhvervssektor på grund af bedre tilgængelighed.

Dermed vil det samlede antal arbejdspladser, som SAS understøtter, komme op på 64.000, mens BNP-andelen forventes at udgøre 66 milliarder kroner.

 

Relaterede artikler:

Medie: SAS tæt på at lukke ordre på langdistancefly

Nye fly: SAS forhandler med både Airbus og Boeing

SAS vil styrke langdistanceflåden