- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

SAS fastholder oprindeligt servicekoncept i Plus

I begyndelsen af september igangsatte SAS en test af et nyt servicekoncept med reduceret servering i Plus-klassen. Kunderne bifaldt dog ikke initiativet, og flyselskabet har derfor droppet det igen.

SAS indledte i begyndelsen af september en test af et nyt servicekoncept, som ville betyde en indskrænket mulighed for at få mad og drikke på SAS Plus.

Der var tale om en test på udvalgte norske indenrigsruter med en flyvetid på typisk op til en time. Det skrev det norske medie flysmart24.no 9. september 2022. Mange af kunderne har imidlertid stillet sig utilfredse over for det nye koncept, og SAS har nu lyttet til dem.

Det skandinaviske flyselskab har derfor i begyndelsen af oktober valgt at droppe testen, der ellers skulle løbe helt frem til slutningen af oktober. Det skrev samme medie 3. oktober.

Det afprøvede servicekoncept betød, at kunder i SAS Plus kun havde muligheden for at vælge én drik og ét måltid/madvare. Det oprindelige servicekoncept indebærer, at kunderne i praksis kan vælge alt det, de måtte have lyst til af snacks, mad og drikke.

Ville sikre betjening af alle Plus-kunder
SAS har fra begyndelsen understreget, at der var tale om en test, og at konceptet ville blive evalueret ved testperiodens slutning. Men selskabet har således løbende lyttet til kunderne og altså stoppet testen flere uger før planlagt. Kunderne på SAS Plus vil dermed fortsat kunne nyde godt af det oprindelige servicekoncept.

”Ja, vi har valgt at vende tilbage til det oprindelige servicekoncept i SAS Plus efter en periode med test på udvalgte flyvninger under en time i Norge,” siger Tonje Sund, pressechef for SAS i Norge, til flysmart24.no.

Hun fortæller, at tilbagemeldingerne fra kunderne ikke var til at tage fejl af, og at flyselskabet naturligvis lytter til dem.

SAS forklarede, at årsagen til testkonceptet var, at Plus-klassen på visse populære afgange er ret stor. Og for at sikre, at alle passagerer blev betjent, og at kabinebesætningen havde tid nok til alle opgaver, ønskede SAS at teste et mere enkelt koncept.

’Testkoncept gjorde SAS mindre attraktive’
En af de kunder, der protesterede over testen på SAS Plus, var Tor W. Andreassen, der er professor ved Norges Handelshøyskole. Han udtalte følgende til flysmart24.no ved testens begyndelse:

”SAS fjerner nu endnu et servicetilbud, der adskiller dem fra Norwegian og Flyr. Snart er den eneste forskel EuroBonus og farven på flyene. Sluteffekten er, at så små omkostningsbesparelser bringer SAS ind i en dødsspiral, idet de efterhånden ikke bliver mere attraktive end deres konkurrenter,” lød det.

Tor W. Andreassen mente ikke, at nægtelse af en ekstra chokolade til SAS Plus-kunderne ville redde SAS, men at kunderne i stedet ville fravælge denne klasse. SAS’ beslutning om at droppe testen har derfor vakt glæde hos den hyppigt SAS Plus-rejsende nordmand.

SAS Plus er den mellemste klasse hos det skandinaviske flyselskab, der desuden tilbyder kunderne billetter til SAS Business og SAS Plus, hvor sidstnævnte kendes som den klassiske economy class.

 

Relaterede artikler:

SAS Plus er ikke merprisen værd på kernerute

God oplevelse på SAS Plus til Trondheim

SAS indfører Plus Saver på norske indenrigsruter