- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

SAS forlænger medlemsniveauer i EuroBonus

Efter lang tids tøven melder SAS nu ud, at det vil være muligt at få forlænget medlemsniveauet i EuroBonus-programmet i yderligere 12 måneder som følge af coronakrisen.

Bedre sent end aldrig. Det gamle danske mundheld indrammer ganske godt, hvordan SAS har håndteret situationen omkring loyalitetsprogrammet EuroBonus i forbindelse med coronakrisen.

Mens alle selskabets konkurrenter meget tidligt har meddelt deres bedste og mest loyale kunder, at man ville forlænge medlemsniveauerne, når kunderne ikke havde mulighed for at optjene point som følge af COVID-19-pandemien, så har der blot været tavshed fra SAS, der tidligere har meldt ud, at man overvejede situationen.

Nu er overvejelserne tilsyneladende slut, og det har resulteret i, at SAS tilbyder at forlænge den nuværende medlemsstatus i 12 måneder for EuroBonus-medlemmer, der har en kvalifikationsperiode, der udløber mellem den 31. marts 2020 og den 28. februar 2021.

“Ekstraordinære omstændigheder har tvunget SAS til midlertidigt at stoppe størstedelen af flytrafikken indtil videre. Dette betyder, at mange af vores loyale EuroBonus-medlemmer i øjeblikket har svært ved at samle de kvalificerende statuspoint og flyvninger, der kræves for at opretholde deres medlemsniveauer inden for en 12-måneders kvalificeringsperiode,” skriver SAS.

Ingen hjælp ved pointudløb
At SAS nu rækker ud mod kunderne, betyder ikke, at den spirende utilfredshed er forsvundet Mange kunder er utilfredse med, at det ikke er muligt at benytte point, der står foran udløb. At flyene ikke er i luften er en af årsagerne, men der er også lagt begrænsninger på, hvor meget der kan købes for i EuroBonus-shoppen i øjeblikket.

I øjeblikket kan der blot bruges 5.000 point per uge, hvilket ikke rækker til mere end to poser slik eller andre småting.

“Jeg har point, der udløber den 1. maj, og derfor ville jeg benytte dem i shoppen, hvilket altså kun rækker til to viskestykker om ugen,” skriver en læser således til CHECK-IN.dk.

Men hos SAS er der ikke meget hjælp at hente. Her antyder man, at det er kundernes egen skyld, at man står i den situation.

“De point, der udløber, er i givet fald fem år gamle, og man kan diskutere, om det ikke er en rimelig periode, at man har haft til at bruge sin point på,” lød det for et par uger siden fra pressechef Kristoffer Meinert fra SAS i Danmark.

Med 6,1 millioner medlemmer er EuroBonus det største rejserelaterede loyalitetsprogram i Skandinavien.

 

Relaterede artikler:

SAS-kunder kan miste opsparede bonuspoint

SAS åbner ny rute under coronakrisen

Sidste SAS-flyvning til Tokyo-lufthavn efter 42 år