- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

SAS-kabinepersonale smittet med coronavirus

SAS bekræfter, at to af selskabets kabineansatte er i karantæne efter at være blevet smittet med cornonavirus. Herudover er et antal ansatte i karantæne, fordi de har været i kontakt med smittede.

Mandag eftermiddag har Sundhedsstyrelsen oplyst, at 90 danskere er blevet smittet med coronavirus, mens henholdvis 240 og 190 personer har fået den smitsomme COVID-19-sygdom i Sverige og Norge.

To af de lidt flere end 500 smittede i Skandinavien er ansat i SAS, der bekræfter, at selskabet er blevet informeret om to smittetilfælde blandt kabinepersonalet for lidt mere end en uge siden.

“Det er ikke folk, der er blevet smittet ombord på fly, men de har i stedet opholdt sig i områder med stor smittespredning. Herudover har vi et antal, der er i karantæne,” siger pressechef Kristoffer Meinert fra SAS i Danmark til CHECK-IN.dk.

Så vidt CHECK-IN.dk erfarer, er en af de smittede fra Danmark, mens en anden er nordmand.

Passagerer ikke udsat for smitte
Det er stadig uklart, om  SAS-medarbejderne har nået at smitte andre i forbindelse med tjenesten.

“Ikke så vidt vi ved. De har ikke været på arbejde og vist smittetegn, og det er vores vurdering, at ingen passagerer har været udsat for smitte fra de berørte medarbejdere,” forklarer pressechefen.

Efter at infektionen er bekræftet, har myndighederne foretaget den sædvanlige infektionsdetektion.

Ansigtsmasker hos Singapore Airlines
Flypersonale har dagligt kontakt med mange udenlandske passagerer, hvorfor det er en personalegruppe, der må formodes at være særligt udsat for smitte.

Singapore Airlines, som SAS samarbejder med på ruten mellem København og Singapore, tog for et par dage siden det usædvanlige skridt at påbyde kabinepersonalet brug af ansigtsmasker på selskabets flyvninger.

Hos SAS oplyser Kristoffer Meinert, at flyene i øjeblikket rengøres mere grundigt end sædvanligt.

 

Relaterede artikler:

Stadig flyvninger til Milano

Flyaflysninger stiger eksplosivt

Norge overvejer at forbyde fly fra udsatte lande