- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

SAS klar med maskepåbud

SAS følger samme kurs som mange andre europæiske flyselskaber og indfører maskepåbud og andre tiltag over for passagerer.

En lang række europæiske flyselskaber har allerede indført påbud om, at passagererne skal bære masker ombord. Det gælder eksempelvis selskaberne i Lufthansa-gruppen – Lufthansa, SWISS, Austrian og Brussels Airlines, ligesom Finnair også har annonceret et maskepåbud fra mandag den 18. maj.

Nu går SAS samme vej og indfører ligeledes et maskepåbud, som gælder fra på mandag. Med påbuddet bliver det obligatorisk for alle passagerer over seks år at bære ansigtsmaske på alle SAS-flyvninger fra den 18. maj og frem til den 31. august.

SAS flyver i øjeblikket kun med 15 af sine 150 fly, men selskabet forventer gradvist at genoptage flere ruter henover sommeren, i takt med at rejserestriktionerne bliver lempet.

Flere tiltag mod smittespredning
Foruden maskepåbuddet indfører SAS også en række andre tiltag for at begrænse spredningen af coronavirus under hele rejsen.

”Gode rutiner for at begrænse smittespredning og ren tør luft ombord, gør flyet til en af de sikreste transportformer. Mange mennesker i Skandinavien er dybt afhængige af SAS og af flyet som transportmiddel. Man kan være helt tryg ved, at vi ser på alle forhold vedrørende sundhed og sikkerhed med største alvor,” siger Mattias Hedrén, direktør for Safety & Security hos SAS.

Løbende justeringer af tiltag
SAS understreger, at man følger udviklingen nøje og samarbejder tæt med nationale og internationale myndigheder og eksperter for at sikre den bedst mulige overgang fra coronakrisen til en mere normal situation. Selskabet vil derfor løbende foretage justeringer af sine forholdsregler og procedurer.

 

Relaterede artikler:

SAS tøver med maskepåbud

Finnair indfører maskepåbud i fly

CPH efterlyser internationale retningslinjer