- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

SAS køber biobrændstof for en halv milliard kroner

SAS har underskrevet en udvidet aftale med Gevo om køb af bæredygtigt brændstof til en værdi af over 600 millioner kroner. Den første levering forventes i 2024.

Selv om coronakrisen fortsat tynger luftfarten verden over, bliver der stadig taget grønne initiativer fra forskellige aktører.

Senest har SAS taget initiativ til at investere i en grøn fremtid ved at underskrive en udvidet aftale om køb af biobrændstof fra den amerikanske virksomhed Gevo. De to parter underskrev en indledende aftale allerede i oktober 2019, og denne er således nu blevet udvidet.

Aftalen anslås til at have en værdi af over 100 millioner dollar, svarende til 613 millioner kroner, over hele aftalens løbetid. SAS har forpligtet sig til at købe fem millioner gallon om året, hvilket svarer til 19 millioner liter. Gevo forventer at levere den første omgang biobrændstof – også kaldt Sustainable Aviation Fuel (SAF) – i 2024 fra virksomhedens ’Net-Zero 2’-projekt.

”SAS har et ambitiøst mål om at reducere dets absolutte klimaaftryk med 25 procent fra 2005-niveau inden 2025. Denne øgede mængde biobrændstof vil hjælpe os med at nå mindst 20 procent af den biobrændstof, der er nødvendig for at nå vores mål om reduktion i emissioner. SAS vælger partnere som Gevo, der har visionen og ambitionen om at støtte luftfartsindustriens overgang til netto nul-emission,” siger Lars Andersen Resare, bæredygtighedschef i SAS.

Roser SAS for initiativ midt i pandemi
Gevo oplever en stærk og voksende efterspørgsel på sine produkter, og der er stor tilfredshed med den udvidede aftale med SAS.

”SAS har en vision og plan, som de udfører, selv på trods af den globale pandemi. Dette ekstra volumen vil hjælpe Gevo med at vokse sin forretning og forhåbentlig fremskynde oprettelsen af Gevos Net-Zero 2-anlæg,” siger Patrick R. Gruber, administrerende direktør i Gevo.

Gevo vil producere energitætte flydende kulbrinter ved hjælp af vedvarende energi, og anlægget til virksomhedens første del af projektet – Net Zero 1 – forventes bygget i Lake Preston i den amerikanske delstat South Dakota.

Det er ikke første gang, SAS tager initiativ til at fremme brugen af biobrændstof for at få en mere klimavenlig luftfart. I slutningen af maj 2020 annoncerede SAS og Københavns Lufthavn et nyt partnerskab med A.P. Møller Mærsk, DSV Panalpina, DFDS og Ørsted med en konkret vision om at udvikle et nyt og banebrydende produktionsanlæg til brint og electrofuels i 2023.

 

Relaterede artikler:

SAS og CPH i stort projekt om bæredygtigt brændstof

SAS reagerer på klimaangreb fra Norwegian

Rapport: Danmark kan producere grønt flybrændstof