Fra begyndelsen af juli bliver det muligt for SAS-kunder at booke rejser i Vietnam Airlines' rutenetværk, der bliver mere tilgængeligt, når selskabet i midten af december begynder at flyve til København.
Ikke overraskende har SAS valgt at indgå en codeshare-aftale med Vietnam Airlines, der for nylig annoncerede en ny rute fra Ho Chi Minh City til København med opstart den 16. december i år.
Da Vietnam Airlines ligesom SAS er medlem af SkyTeam-alliancen har det været naturligt for de to flyselskaber at søge ind i et samarbejde om codeshare, der kan styrke forbindelserne mellem Skandinavien og Vietnam.
Med samarbejdet bliver det muligt at booke billetter, hvor begge selskaber indgår i én samlet reservation, og hvor SAS eksempelvis får sin SK-kode på indenrigsruter i Vietnam, mens det vietnamesiske selskab kan få sin VN-kode på SAS-ruter fra København til Stockholm og Oslo.
Parterne oplyser i en pressemeddelelse, at billetsalget efter planen åbner i begyndelsen af juli.
“Denne aftale er et bevis på værdien af SkyTeam-alliancen i at levere globale forbindelser og fælles fordele for frekvente rejsende. Den åbner også op for spændende muligheder for vores passagerer til at opleve Vietnams pulserende kultur, naturlige skønhed og exceptionelle køkken,” siger Paul Verhagen, Chief Commercial Officer hos SAS.
Nyt samarbejde markeret i Stockholm
Selvom Vietnam Airlines flyver til Københavns Lufthavn, blev det nye samarbejde alligevel markeret i Stockholm, hvor SAS har hovedkontor, ved Vietnam-Sweden Business Forum, der blev afviklet i forbindelse med det officielle statsbesøg i Sverige fra Vietnams premierminister Pham Minh Chinh.
Det er da også forventningen, at det nye partnerskab omkring codeshare skal kunne bidrage til at fremme økonomisk, handelsmæssig og kulturel udveksling mellem Vietnam og Skandinavien.
“Vi er glade for at samarbejde med SAS, et af de førende nationale luftfartsselskaber i Norden, kendt for sit omfattende europæiske rutenetværk og tjenester, der afspejler den særegne essens af skandinavisk kultur.
Da begge flyselskaber er medlemmer af SkyTeam-alliancen, giver dette et solidt fundament for at implementere en effektiv codeshare-aftale, der tilbyder passagererne flere destinationsvalg og forbedrede fordele for medlemmer af begge flyselskabers frequent flyer-program,” siger Dang Anh Tuan, der er vicekoncernchef hos Vietnam Airlines.
Relaterede artikler:
Vietnam Airlines bekræfter: Åbner ny rute til CPH