- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

SAS-strejken er en realitet

Det er ikke lykkedes for SAS at nå et forhandlingsresultat med piloterne, og strejken er nu i gang. "Dette er virkelig dårligt nyt for passagererne," siger koncernchef Anko van der Werff.

De maratonforhandlinger, der blev indledt sidste mandag i Medlingsinstitutet i Stockholm mellem SAS og de fire skandinaviske pilotforeninger i SAS Pilot Group, er nu endelig slut efter at have været forlænget fire gange siden den oprindelige frist onsdag i sidste uge.

Trods de mange forlængelser lykkedes det ikke at nå et resultat mellem parterne, og 900 skandinaviske piloter er nu i strejke.

“Det er virkelig dårligt nyt for vores passagerer, da det var sommeren, hvor de havde set frem til at rejse igen,” sagde koncernchef Anko van der Werff ved et doorstep-presemøde uden for Näringslivets Hus i Stockholm efter forhandlingssammenbruddet.

Den hollandske koncernchef var tydeligt oprørt.

“Dette er sjette gang, at piloterne strejker i løbet af de seneste 12 år. Hvordan skal vi kunne tiltrække investorer på denne måde. Det er måde, som piloterne tilbagebetaler den generøsitet, som de skandinaviske regeringer har vist,” lød det fra koncernchefen.

Er klar til at genoptage mæglingen
I en pressemeddelelse fra SAS er tonen fra Anko van der Werff også meget skarp.

“Vi beklager dybt, at vores kunder er berørt af denne strejke, hvilket fører til forsinkelser og aflyste fly. Vi ved, at alle vores passagerer har længtes efter denne sommerferie og har bestilt rejser til dem selv og deres kære. SAS-medarbejdere arbejder hårdt på at hjælpe vores kunder, der er blevet ramt af denne uheldige situation,” siger Anko van der Werff.

“En strejke på dette tidspunkt er ødelæggende for SAS og sætter virksomhedens fremtid sammen med tusindvis af kollegers job på spil. Beslutningen om at gå i strejke viser nu hensynsløs adfærd fra piloternes fagforeninger og en chokerende lav forståelse for den kritiske situation, som SAS er i.”

Koncernchefen oplyser, at SAS er klar til at genoptage mæglingen så hurtigt som muligt, så man man sikre en aftale, der sikrer selskabet langsigtede konkurrenceevne og finansielle bæredygtighed.

“Vi formoder, at SAS Scandinavias pilotforbund er klar over, hvad der er på spil, og vælger at fortsætte arbejdet med at finde en aftale.” lyder det.

Over 20 aflysninger fra CPH resten af dagen
Før strejken blev en realitet, havde SAS allerede aflyst mandagens flyvninger fra København til New York, San Francisco og Washington, og herudover følger resten af dagen yderligere omkring 20 aflysninger fra CPH til destinationer i Sydeuropa samt flere flyvninger til Bergen, Oslo og Stockholm.

Tirsdag vil mindst 35 SAS-flyafgange fra København blive aflyst som følge af strejken. Det er flyvninger opereret af SAS Scandinavia, mens SAS forventer at kunne gennemføre flyvninger opereret af SAS Connect og SAS Link sammen med de eksterne underleverandører CityJet og Xfly.

SAS har tidligere meldt ud, at strejken vil ramme mellem 200 og 250 afgange dagligt, og det vil således hver dag forstyrre rejseplanerne for op imod 30.000 passagerer. Herudover forventes strejken at koste i omegnen af 50 til 60 millioner kroner om dagen for det kriseramte skandinaviske flyselskab. 

 

Relaterede artikler:

Pilotstrejke udsat i op til 72 timer

Mange SAS-afgange berøres ikke af eventuel strejke

SAS-piloterne sender strejkevarsel