- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Socialdemokratiet overvejer dansk flyskat

Før folketingsvalget meldte Socialdemokratiet klart ud, at partiet var imod en ren dansk flyskat. Nu har partiet tilsyneladende ændret holdning.

”Socialdemokratiet går ikke til valg på at indføre en dansk flyafgift. Og det vil være udgangspunktet for en Socialdemokratisk regering.”

Så klar var udmeldingen fra Socialdemokratiets daværende klimaordfører, Jens Joel, da CHECK-IN.dk i valgkampen midt i maj, spurgte danske politiske partier om deres holdning til indførelse af en klimaafgift på flyrejser ud af danske lufthavne.

Og argumentet imod en ren dansk flyafgift var meget klart formuleret:

”Forbrugsafgifter har en social slagside. Vi mener ikke, det er rimeligt, at dem med færrest midler skal betale den største del af klimaregningen relativt set. Problemet med passagerafgifter som foreslået af andre partier er, at de hovedsageligt forhindrer dem med færrest midler i at rejse. Altså dem der sparer sammen til en enkelt charterrejse per år. Det synes jeg ikke er rimeligt. I stedet mener jeg, vi skal se på, hvordan vi i fremtiden kan gøre flydriften grønnere ved, at flyene eksempelvis kommer til at flyve på electrofuels, biobrændstoffer eller el,” sagde Jens Joel til CHECK-IN.dk 13. maj i et skriftligt svar via partiets pressetjeneste.

For europæisk løsning
Senere i valgkampen – i slutningen af maj – offentliggjorde Socialdemokratiet så en ét-årsplan, der med partiets egne ord skulle ”sætte fart på den grønne omstilling.” I planen fremgår det, at partiet blandt andet støtter en fælleseuropæisk CO2-afgift – samt indførsel af et krav om mere biobrændstof på fly ud af danske lufthavne:

”Socialdemokratiet vil gøre det mere klimavenligt at flyve. Ved at indføre et krav om, at 15 pct. af brændstoffet i fly, der letter fra danske lufthavne, er bæredygtigt. Og ved at arbejde for en europæisk flyafgift sammen med andre ambitiøse EU-lande som Sverige, Frankrig, Holland, Belgien og Luxembourg,” står der i planen.

Passagerafgifter er i spil
Trods de klare udmeldinger før valget imod en ren dansk klimaafgift, er en sådan afgift nu ifølge DR alligevel en af de muligheder, som Socialdemokratiet overvejer.

Transportminister Benny Engelbrecht sagde torsdag til DR, at passagerafgifter er i spil for at nå regeringen og dens støttepartiers mål om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030. Ifølge ministeren overvejer regeringen forskellige tiltag:

Forskellige håndtag
”Der er flere forskellige håndtag, som vi kan dreje på. For eksempel en passagerafgift, en brændstofafgift, en CO2-afgift eller et iblandingskrav,” siger Benny Engelbrecht i en kommentar til DR.

Regeringen har dog ifølge DR endnu ikke lagt sig fast på, hvilke konkrete metoder, man vil tage i brug:

”Der er fordele og ulemper ved hvert tiltag, og jeg mener derfor, at det er vigtigt, at vi ikke haster et forslag igennem uden at være klar over disse fordele og ulemper. Derfor vil regeringen hen over sommeren arbejde videre med at kigge på de forskellige klimatiltag,” siger Benny Engelbrecht til DR.

 

Relaterede links

Stor politisk uenighed om flyskat

Socialdemokratiet vil have europæisk flyskat

Otte ord om luftfarten i ny regeringsaftale