(Foto: Norwegian )

Socialdemokratiet vil have europæisk flyskat

Socialdemokratiet bakker nu op bag en fælleseuropæisk klimaafgift. Derudover vil partiet indføre krav om 15 procent biobrændstof på alle fly ud af danske lufthavne.

Tidligere i valgkampen afviste Socialdemokratiet overfor CHECK-IN.dk, at partiet støttede en dansk flyafgift. Onsdag fremlagde partiet så en ny ét-årsplan, der med Socialdemokratiets egne ord skal ”sætte fart på den grønne omstilling.”

Og i den plan fremgår det, at partiet blandt andet nu støtter en fælleseuropæisk CO2-afgift – samt indførsel af et krav om mere biobrændstof på fly ud af danske lufthavne:

”Socialdemokratiet vil gøre det mere klimavenligt at flyve. Ved at indføre et krav om, at 15 pct. af brændstoffet i fly, der letter fra danske lufthavne, er bæredygtigt. Og ved at arbejde for en europæisk flyafgift sammen med andre ambitiøse EU-lande som Sverige, Frankrig, Holland, Belgien og Luxembourg,” står der i planen.

Det udspil får opbakning fra Brancheforeningen Dansk Luftfart, der dog også ser udfordringer i specielt forslaget om biobrændstof.

”Vi har et mål om, at luftfartens CO2-udslip skal være reduceret med 30 procent i 2030. Det er vigtigt, at der kommer gang i produktionen af bæredygtigt flybrændstof, så flyene kan blive tanket med bæredygtigt flybrændstof i danske lufthavne. Hvis vi skal lykkes, skal vi have en produktion af bæredygtigt brændstof op at stå. Den gode nyhed er, at vi på dette område har potentiale til et nyt dansk industrieventyr på linje med vindenergi,” siger Michael Svane, branchedirektør for Dansk Luftfart i en kommentar til Socialdemokratiets udspil.

Frivilligt indtil 2025
Kravet om 15 procent biobrændstof skal ifølge Socialdemokratiet indfases løbende og være frivilligt indtil 2025, således at flyselskaber kan vælge ikke at iblande bæredygtige brændstoffer indtil da.

”I så fald skal de i stedet betale kompensation for ikke at leve op til kravet. Pengene herfra skal anvendes til teknologisk udvikling og produktion af bæredygtige flybrændstoffer, så Danmark kan gøre grønt flybrændstof til en erhvervsmæssig styrkeposition,” står der i forslaget.

Og hos Dansk Luftfart bakker man op bag tanken om, at de aktører, der aktivt arbejder på at opfylde kravet, bliver tilgodeset i forhold til passive aktører.

”Den tanke kvitterer vi for, fordi bæredygtigt brændstof vil være meget dyrene end konventionelt brændstof, og derfor vil de selskaber, der satser på den grønne omstilling nemt komme i en udsat position,” siger Michael Svane.

Gehør for europæisk afgift
Også Socialdemokratiets forslag om en fælleseuropæisk CO2-afgift på flyrejser vinder gehør hos Dansk Luftfart. Brancheforeningen har flere gange tidligere givet udtryk for, at man generelt mener, at der er andre og bedre måder at løse flyindustriens klimaudfordringer på end indførsel af en flyskat.

Men man har samtidig også givet udtryk for, at dansk enegang på området ikke er den rigtige vej at gå. Derfor får Socialdemokratiets forslag følgende ord med på vejen:

”Jeg er enig med Socialdemokratiet i, at spørgsmålet om flyafgifter skal løses på europæisk niveau,” siger Michael Svane.

Det fremgår ikke af planen, hvad provenuet fra en fælleseuropæisk flyafgift i givet fald skal bruges til. Både Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti har begge tidligere givet udtryk for, at de også vil arbejde for en fælleseuropæisk afgift, og at provenuet på forskellig vis skal bruges til at gøre flyvninger mere bæredygtige.

 

Relaterede links

Konservative ændrer holdning til flyskat

Rapport: Flyskat skader branchen – men gavner samfundet

Stor politisk uenighed om flyskat