- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Spansk SkyTeam-selskab vender tilbage til CPH

Med Norwegians exit på Madrid-ruterne til Skandinavien, er der blevet mere plads til Air Europa, der også i 2020 vil flyve til to skandinaviske destinationer.

Sidste sommer var der tæt trafik mellem København og Madrid. Hele fire flyselskaber ville have del i luftfartsmarkedet mellem den danske og spanske hovedstad.

I den kommende sommer er der kun tre operatører, da Norwegian har valgt at trække sig fra ruterne til Madrid fra både København og Stockholm. Det kan spanske Air Europa blandt andet profitere af, og derfor bliver det også til et gensyn med SkyTeam-selskabet i Skandinavien i den kommende sommer.

Fra den 26. juni til den 12. september vil Air Europa således flyve tre gange ugentligt mellem København og Madrid med Airbus A330-200, der har plads til 299 passagerer, hvoraf 24 sæder er i en særlig Business Class-sektion. Der flyves på tirsdage, fredage og lørdage, og særligt om fredagen er der gode videreforbindelser fra Madrid til det store sydamerikanske netværk hos Air Europa.

Udover Air Europa vil også Iberia Express og Ryanair flyve mellem København og Madrid i den kommende sommer. Året rundt tilbyder Ryanair ni ugentlige afgange på ruten, mens Iberia Express flyver dagligt.

Kortere periode til Stockholm
Air Europa kommer også til at flyve to gange ugentligt med A330 mellem Stockholm og Madrid. Her er sæsonen dog kortere, da der flyves fra den 1. juli til den 26. august. Disse afgange er tilrettelagt på mandag og onsdage.

En del af sæderne er på forhånd solgt til krydstogtgæster, så Air Europa vil gerne fylde flyene op med individuelle rejsende fra Danmark og Sverige, hvorfor produktet er sat til salg direkte på hjemmesiden samt via rejsebureauerne.

SkyTeam-medlemmet Air Europa har hovedsæde på Mallorca, men selskabets største hub er Madrid-Barajas Airport. Flyselskabet blev grundlagt i 1986 og er 100 procent ejet af rejsekoncernen Globalia. Air Europa er Spaniens tredjestørste flyselskab – kun overgået af Iberia og Vueling.

Air Europa råder over i alt 11 Airbus A330, 13 Boeing 787 Dreamlinere og 20 Boeing 737-800. Herudover beskæftiger Swiftair og Aeronova samlet ni ATR 72 og 11 Embraer ERJ-195 på vegne af Air Europa Express.

 

Relaterede artikler:

Norwegian lukker nordiske Madrid-ruter

Intens konkurrence på skandinaviske Madrid-ruter

Dreamliner på ny rute fra Madrid til København