- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Stærkt halvårsresultat fra Ryanair

Ryanair er kommet ud af halvåret fra 1. april til 30. september med et overskud på 10,2 milliarder kroner, hvilket var 19 procent højere end i 2019/20. Selskabet frygter dog COVID-19 og Ukrainekrigen.

Ryanair har netop præsenteret halvårsregnskabet for perioden 1. april til 30. september af finansåret 2022/23. Det viser, at 95,1 millioner passagerer har rejst med det irske lavprisflyselskab, og det lykkedes Ryanair at sælge næsten hele den udbudte kapacitet, således at belægningen landede på 94 procent.

Omsætningen løb op i 6,62 milliarder euro, eller hvad der svarer til 49,3 milliarder kroner, og Ryanair kom dermed ud med et plus på 1.371 millioner euro, eller godt 10,2 milliarder kroner. Dette resultat var faktisk bedre end i den tilsvarende periode i 2019/20, hvor overskuddet landede på 1,15 milliarder euro.

En af årsagerne til resultatet er, at Ryanair i stort omfang har prissikret sig mod de høje brændstofpriser og samtidig fået 73 ny Boeing 737 MAX-8200 fly ind i flåden. Disse fly reducerer brændstofforbruget med omkring 16 procent i forhold til forgængerne.

“Vi fortsætter med at investere massivt i brændstofeffektiv, miljøvenlig ny flyteknologi. Passagerer som skifter til Ryanair (fra højprisflyselskaber i EU) kan reducere deres emissioner med op til 50 procent per flyvning, og det beviser, at med Ryanair kan turismevækst leveres på en mere bæredygtig måde,” udtaler koncernchef Michael O’Leary.

Optimisme – men frygter COVID-19 og Ukraine
Selvom der er mørke skyer i horisonten med recession og høj inflation, så er Ryanair stadig af den overbevisning, at flyselskabet er perfekt positioneret til denne krise og forhøjer allerede forventningerne til passagertallet for hele året fra tidligere 166,5 til 168 millioner passagerer.

Ifølge selskabet vil passagererne ikke stoppe med at flyve, men de vil shoppe rundt efter de billigste billetter, hvor Ryanair har en fordel som det selskab i Europa, der kan producere til laveste mulige omkostninger. Her sammenligner man sig med Aldi, Lidl og Ikea og andre prisledende aktører i forbrugermarkedet.

Ryanair erkender dog, at genopretningen af resten af finansåret 2022/23 vil være skrøbelig og stadig kan blive påvirket af nye COVID-varianter eller ugunstige geopolitiske begivenheder som krigen i Ukraine.

Bookingsituationen er stadig stærk frem til og med den store julerejseperiode, men der er usikkerhed i forhold til yderlige udvikling af coronasmitte.

“Vi håber at undgå gentagelsen af sidst års omikron-nedlukninger, som ødelagde (trafikken, red.) sidste jul med så kort varsel,” hedder det i halvårsrapporten fra Ryanair.

 

Relaterede artikler:

Seneste kvartal blev overskudsforretning for Ryanair

Første kvartalsoverskud hos Ryanair siden 2019

Første Ryanair-underskud i 30 år i sommerkvartal