Ryanair-fly i Flughafen Frankfurt-Hahn. (Foto: Wikitrans)

Første kvartalsoverskud hos Ryanair siden 2019

Ryanair kan for første gang siden 2019 præsentere et kvartalsoverskud, men lavprisflyselskabet forventer stadig et stort underskud for hele regnskabsåret, der slutter 31. marts 2022.

For første gang, siden coronapandemien brød ud, har Ryanair landet et kvartalsoverskud.

Det irske lavprisflyselskab kan således præsentere et overskud på 225 millioner euro (1,67 milliarder kroner, red.) for det skæve regnskabsårs andet kvartal, der sluttede med udgangen af september.

I regnskabsårets første kvartal fik Ryanair et underskud på 273 millioner euro (2,0 milliarder kroner, red.), og det samlede halvårsresultat endte dermed med et tab på 48 millioner euro (357 millioner kroner, red.).

Koncernchef i Ryanair, Michael O’Leary, fortæller i halvårsregnskabet, at der for hele regnskabsåret forventes at samlet tab på mellem 100 og 200 millioner euro. Det store spænd skyldes, at der er meget lidt gennemsigtighed i markedet, lyder det.

100 millioner passagerer i dette regnskabsår
I første regnskabshalvår transporterede Ryanair 39,1 millioner passagerer, hvilket var 54 procent færre end i samme periode i 2019. Michael O’Leary annoncerede i september, at flyselskabet forventer at transportere 225 millioner passagerer årligt fra 2026. Målet hed tidligere 200 millioner rejsende.

I det nuværende regnskabsår, der slutter 31. marts 2022, forventer Ryanair at transportere lidt over 100 millioner passagerer. Før pandemien transporterede selskabet 149 millioner passagerer om året.

Overvejer afnotering fra London-børs
Micheal O’Leary har svært ved at give en klar forudsigelse for resten af regnskabsåret, da der er stadig er stor usikkerhed forbundet med coronapandemien. Selskabet bliver nødt til at sænke billetpriserne for at få fyldt flyene hen over vinteren, og der forventes stadig udfordrende tider frem til regnskabsårets afslutning.

”Vi mener, at FY22-trafikken (Financial Year 2022, red.) er forbedret til lidt over 100 millioner passagerer og forventer – afhængigt af vinterpriser – at registrere et FY22-tab på mellem 100 millioner euro og 200 millioner euro. Dette resultat vil være stærkt afhængig af den fortsatte udrulning af vacciner og ingen ugunstig COVID-19-udvikling,” udtaler Michael O’Leary i halvårsberetningen.

Ryanair overvejer at lade sig afnotere fra London Stock Exchange, da handelen med selskabets aktier på denne børs er reduceret væsentligt i løbet af 2021. Dette kan skyldes nye forhold efter Brexit, lyder det fra Michael O’Leary. Ryanair har en primær børsnotering på Euronext Dublin, som tilbyder aktionærerne den højeste standard for beskyttelse, lyder det.

Over de næste fem år forventer Ryanair at skabe 5.000 nye job, og der bliver brug for både piloter, kabinepersonale og flymekanikere. Ryanair forventer at være tilbage til rentabilitet igen i regnskabsåret, der slutter ved udgangen af marts 2023.

 

Relaterede artikler:

Ryanair med elektrisk handling i skandinaviske lufthavne

Ryanair sigter efter nulresultat

Underskud trods massiv passagerfremgang