- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Største A350F-ordre hidtil kommer fra Boeing-kunde

Amerikanske Atlas Air, der i dag udelukkende har Boeing-fly, har bestilt 20 Airbus A350F-fragtfly. Ordren er den hidtil største på flytypen, der forventes klar til levering i 2027.

Airbus har fået endnu en kunde til det kommende A350F-fragtfly, som af den europæiske producent selv beskrives som verdens mest avancerede fragtfly.

Det er det amerikanske fragtflyselskab Atlas Air – et af verdens største fragtflyselskaber – der har lagt en ordre på 20 Airbus A350F. Ordren er den indtil videre største på fragtflyet, der hører til blandt den nyeste generation.

De nye fragtfly til Atlas Air vil blive tilføjet en i forvejen stor flåde af fly hos selskabet, der i øvrigt modtog det allersidste eksemplar af en spritny Boeing 747 for et par år siden.

Atlas Air råder i øjeblikket over samlet 86 fragtfly – herunder 48 Boeing 747-400, 17 Boeing 747-8, 10 Boeing 767-300 samt 11 Boeing 777F. Flyenes gennemsnitsalder er 21 år med Boeing 777-flyene som de nyste med en gennemsnitsalder på fem og et halvt år.

Har altid haft Boeing-fly
De nye A350F-fragtfly skal bruges til vækst, oplyser Atlas Air, der indtil videre har været rendyrket Boeing-kunde, men som altså er gået over til konkurrenten denne gang.

”Vi er stolte af at blive den største kunde af Airbus A350F og dermed sikre tidlige leveringspositioner til denne næste generations widebody-fragtflyplatform. Denne ordre afspejler vores engagement i at opretholde branchens mest moderne og brændstofeffektive flåde af widebody-fragtfly for bedst muligt at servicere eksisterende og nye kunder verden over,” siger Michael Steen, koncernchef for Atlas Air Worldwide.

Lars Wagner, topchef for afdelingen for kommercielle fly hos Airbus, udtrykker begejstring over at have fået Atlas Air som kunde til A350F-flyet.

”Atlas Airs valg af den nyeste generation A350F – det første i USA – repræsenterer et afgørende øjeblik, der cementerer A350Fs position som det foretrukne, helt nye generations fragtfly for verdens mest krævende fragtoperatører. Vi ser meget frem til at se det flyve i Atlas’ farver,” siger han.

Klar til kunderne i 2027
Atlas Air, der blev grundlagt i april 1992, har base i New York og er en del af Atlas Air Worldwide Holdings. Selskabet har omkring 5.000 ansatte og flyver til flere end 300 destinationer i 70 lande. Med ordren på Airbus A350F går fragtflyselskabet dermed ind i en ny æra, hvor flåden ikke længere kun vil bestå af Boeing-fly.

Det forventes, at Airbus vil gennemføre de første testflyvninger med flyet i løbet af 2026, inden flytypen vil være klar til kunderne i andet halvår af 2027 – omkring et år forsinket til den tid.

Over 70 procent af A350F er bygget af avancerede materialer, hvilket gør flyet 46 ton lettere end konkurrende modeller. Flytypen er desuden det eneste fragtfly, der fuldt ud lever op til ICAOs nye CO2-emissionsstandarder for 2027.

Over 100 A350F-bestillinger
A350F får branchens største lastluge på hoveddækket, og flyet vil kunne transportere en last på op til 111 ton på strækninger op til 8.700 kilometer.

De nyeste Rolls-Royce Trent XWB-97-motorer vil være påmonteret flyet, og brændstofforbruget og CO2-udledningen vil ifølge Airbus blive reduceret med op til 40 procent sammenlignet med fly fra tidligere generationer med lignende rækkevidde.

Airbus har indtil videre fået 101 ordrer på A350F fordelt på 12 kunder. Mens Atlas Air nu er den største kunde på flyet, er de næststørste AviLease, Starlux Airlines og Etihad Airways, der hver har bestilt 10 fly. I november sidste år lagde Air China Cargo en ordre på seks A350F’ere, hvilket var den første bestilling fra et kinesisk selskab.

 

Relaterede artikler:

SAS-långiver overtager stort flyselskab

Hele verden tog afsked med den sidste Boeing 747

Æresflyvning med Boeing 747 til begravelse