Havde det ikke været for fire strejker i juni, ville Finnair kunne præsentere passagervækst i juni. Nu er det status quo med næsten 1,1 million passagerer.
I juni sidste år var der i alt 1.090.600 passagerer, der fløj med Finnair, og antallet ville have været endnu højere i dette års juni, hvis der ikke havde været en række strejker blandt jordpersonalet.
På fire dage i juni måtte Finnair således aflyse i alt 431 afgange, hvilket forstyrrede rejseplanerne for op imod 30.000 passagerer.
Alligevel lykkedes det at have 1.094.100 passagerer ombord i Finnair-flyene i juni, hvilket svarer til en beskeden vækst på 0,3 procent – eller hvad man med andre ord kan kalde status quo.
Stigning i belægningen
De mange strejker er givetvis årsagen til, at belægningen på flyene har været noget højere end sidste år, da mange er blevet ombooket til næste ledige afgang. Samlet solgte Finnair 81,8 procent af den udbudte kapacitet, og det er en stigning på 1,9 procentpoint
Det var især den europæiske trafik, der trak belægningen op. Trods en kapacitetsreduktion på 1,6 procent i forhold til juni sidste år, øgedes antallet af solgte sæder med 2,6 procent, og det løftede belægningen i dette segment med 3,5 procentpoint.
Til gengæld er udviklingen ikke opløftende på det nordamerikanske marked. Her blev kapaciteten i juni øget med 20,1 procent, men antallet af solgte sæder kunne ikke følge med, og belægningen fald med 4,0 procentpoint til 79,8 procent.
Ro i luften
Strejkerne hos jordpersonalet i Finnair er fortsat ind i juli, hvor der både 2., 4. og 7. juli indtil videre har været strejker, der har ramt 280 flyafgange og i alt 22.200 passagerer.
Mens Finnair stadig mangler at nå til enighed om en ny overenskomst med jordpersonalet, er der til gengæld ro hos det flyvende personale. Den 19. maj nåede man til enighed med piloterne om en ny treårig overenskomst, og den 8. juni fulgte piloterne efter – også med en ny treårig aftale.
Relaterede artikler:
Finnair enige med både piloter og kabinepersonale