Til trods for at Finnair måtte aflyse et antal flyvninger i januar som følge af, at piloterne fortsat var i konflikt, endte flyselskabet alligevel med syv procent flere passagerer end for et år siden.
Selvom et nyt år er startet, er det ikke ensbetydende med, at det gamle ikke fortsat kaster skygger. I december havde Finnairs piloter nemlig flere strejkedage, fordi de forsøger at lande en aftale om lønstigninger og forbedring af pensionssystemet.
Det var dog ikke umiddelbart nok til, at parterne kunne nå til enighed, og derfor fortsatte strejken ind i januar. I Finnairs seneste trafiktal angiver flyselskabet netop denne konflikt som en af de faktorer, der har haft indflydelse på antallet af flyrejsende i årets første måned.
Til trods for at konflikten førte til aflyste flyvninger, har Finnair dog øget passagertallet. Det endte på 878.600, hvilket er syv procent flere end de 819.800 rejsende, der gik ombord i selskabets fly i sammen måned for et år siden.
Øgede belægningen
Finnair udbød 3.145,1 millioner passagersædekilometer på selskabets januar-flyvninger, og ud af disse blev 2.311,3 millioner solgt. Det er 2,9 procent og 9,3 procent flere end for et år siden, hvor der blev udbudt 3.055,6 millioner og solgt 2.114,6 millioner passagersædekilometer.
Salget i den forgangne måned resulterede i en belægningsgrad på 73,5 procent. Den er 4,3 procentpoint højere end for et år siden, da den endte på 69,2 procent i januar 2024, oplyser det finske Oneworld-selskab.
Selvom det gik den rigtige vej med punktligheden, kunne fremskridtet have været større, mener Finnair. I januar 2024 ankom 66,2 procent af selskabets fly inden for et kvarter af det tidspunkt, der er opgjort i tidstabellen, men i år var det tal steget med 2,4 procentpoint til 68,6 procent.
Ifølge flyselskabet blev den aktuelle punktlighedsprocent dog trukket nedad i forhold til, hvad den kunne være endt på, som følge af besværlige vejrforhold samt konsekvenserne af den føromtalte strejke.
Droppede skandinaviske ruter sætter spor
Sammenlignet med sidste år registrerede Finnair i løbet af den januar, der er overstået for nyligt, et stigende antal passagerer på selskabets flyruter i henholdsvis Asien, Nordatlanten, samt Europa, hvorimod det dog gik tilbage fra 46.500 til 41.100 rejsende Mellemøsten.
Flyselskabet forklarer, at udviklingen i Mellemøsten skyldes en ændring i det strategiske samarbejde med Qatar Airways.
De to Oneworld-kolleger lancerede et tættere codeshare-samarbejde i 2022, da Finnair lagde en ny strategi som følge af de genvordigheder, som COVID-19-restriktionerne samt overflyvningsforbuddet over Rusland havde skabt for Asien-trafikken.
Derfor begyndte de to flyselskaber at køre parløb om ruter mellem lufthavnene i København, Stockholm og Helsinki og Hamad International Airport (DOH) i Doha, der er base for Qatar Airways.
Sidste år kom det frem, at ruterne fra Arlanda og CPH ville blive droppet i januar, og det er nu sket. Finnair udtalte på daværende tidspunkt, at det var en ikke nærmere forklaret ændring i det kommercielle samarbejde mellem de to selskaber, der førte til, at man trak sig fra ruterne.
Relaterede artikler:
Næsten 11,7 millioner passagerer med Finnair