Det har været en sommer med stor efterspørgsel, men samtidig også en udfordrende tid for Swiss i Zürich Lufthavn. Flyselskabet er ikke tilfreds med en punktlighed på kun 58 procent.
Sommersæsonen er mere eller mindre overstået, og derfor gør Swiss og Zürich Lufthavn nu status over de travleste måneder på året.
Der har været masser at se til i forhold til antallet af passagerer, som i juli steg med 2,4 procent til samlet 3,3 millioner rejsende i Zürich Lufthavn. Swiss transporterede 1,75 millioner af disse passagerer. Sommerens travleste dag i Zürich Lufthavn var 2. august 2026 med i alt 121.981 rejsende, hvoraf næsten 62.000 fløj med Swiss.
Driften i Zürich Lufthavn har imidlertid været stærkt udfordret af usædvanlige vejrforhold, luftrumsrestriktioner og geopolitiske konflikter i løbet af perioden, som således har haft betydelig indvirkning på Swiss.
Ikke tilfreds med punktligheden
Førnævnte udfordringer har alle haft indflydelse på flyoperationer og punktlighed, og derfor understreges vigtigheden af, at alle parter i Zürich Lufthavn udnytter deres operationelle redskaber og arbejder endnu tættere sammen.
Punktligheden for Zürich Lufthavn var i juli på 56 procent, hvilket var en forbedring på fem procentpoint i forhold til juli sidste år. Swiss havde dog betydeligt flere omdirigeringer og aflyste flyvninger i sommeren i år end sidste år.
”Denne sommer testede os alle til det yderste. Vores medarbejdere og vores partnere hjalp os virkelig igennem det, og det vil jeg gerne takke dem oprigtigt for,” siger Oliver Buchhofer, driftsdirektør hos Swiss.
”Men selvom vi stadig ofte var i stand til at redde situationen på hver driftsdag, er en samlet punktlighed på 58,7 procent og en driftsstabilitet på 97,1 procent simpelthen ikke det, vi sigter mod at opnå. Vi kan ikke og vil ikke være tilfredse med dette. Vi ved, hvor vi skal forbedre os. Og vi vil håndtere opgaven sammen.”
Et fælles datagrundlag
Zürich Lufthavn, Swiss og øvrige lufthavnspartnere har konsekvent arbejdet videre på de foranstaltninger, som de vedtog sidste sommer. Tiltagene omfatter sikring af tilstrækkeligt personale og et fælles datagrundlag til styring af driften.
Et værktøj, der har været værdifuldt for parterne, er lufthavnens driftsplan (Airport Operations Plan), der nu er i sit tredje implementeringsår. Driftsplanen giver cirka 7.400 brugere inden for lufthavnssystemet mobil adgang til information i realtid om mange emner – herunder blandt andet ændringer af gates og den seneste vejrudvikling.
Fra Swiss og Zürich Lufthavn lyder imidlertid ros til egne medarbejdere samt alle andre partnere i lufthavnen for at have håndteret den forgangne sommer. Når de omkring 300 lufthavnspartnere arbejder sammen, kan driften effektivt opretholdes i årets travleste rejseperiode, lyder det.
På mellemlang og lang sigt er det Swiss’ og Zürich Lufthavns fokus at skabe yderligere forbedringer af infrastruktur og driftskoncepter for at sikre en velfungerende lufthavn også fremover.
Relaterede artikler:
Swiss klar med tredje destination i Indien