Airbus A220-300 fra SWISS. (Foto: © Thorbjørn Brunander Sund - Danish Aviation Photo)

Swiss: Vi er blandt de mest stabile i Europa

Swiss har i højsæsonen haft en høj regularitet med relativt få aflysninger. Derimod kneb det med punktligheden, idet hver fjerde flyvning var mere end 30 minutter forsinket ved ankomst.

Lufthansa-datterselskabet Swiss er så langt igennem dette års højsæson, at det har været muligt at give en status på, hvordan selskabet har klaret sig i de travle sommermåneder, der giver betydelige udfordringer.

I fredags havde Swiss valgt at samle den schweiziske og internationale presse til en opdatering, og her kunne der fortælles om 1,7 millioner rejsende i perioden fra 15. juli til 15. august, men højsæsonen har dog været præget af, hvad Swiss kalder “blandede resultater”.

Selskabet havde været konservativ i sin planlægning, så det var muligt at undgå de mange aflysninger, som prægede sidste sommer, men samtidig blev der registreret et højt niveau af forsinkelser, som primært var forårsaget af vejret samt personalemangel hos underleverandører.

Høj regularitet
Den udbudte kapacitet i højsæsonen var 85 procent af 2019-niveauet, hvilket skulle bidrage til at opretholde en høj regularitet. Der blev blandt andet indbygget stødpuder i form af ekstra besætninger og reservefly til rådighed.

Dermed landede regulariteten på 98,9 procent, hvormed blot 1,1 procent af de planlagte flyvninger blev aflyst.

“Vores handlinger gav pote; vores flyveoperationer forblev usædvanligt stabile i hele sommerferieperioden. Dette havde været vores vigtigste mål, og det er et mål, vi nåede. Vi var faktisk et af Europas mest stabile flyselskaber,” siger driftschef Oliver Buchhofer.

Lav punktlighed
Derimod var punktligheden ikke nær så imponerende, idet talemåden “præcis som et schweizisk urværk” ikke passer helt til sommerens Swiss-operationer, hvor 25,3 procent af flyvningerne ankom med mere end 30 minutters forsinkelse.

“Som et schweizisk flyselskab stræber vi også efter at være punktlige, og det er et mål, som vi ikke nåede. Vi skal forbedre os her. Og vi forbereder os allerede nu til sommeren 2024 og har allerede indledt tætte konsultationer med vores partnere med henblik herpå.”

Swiss oplyser, at personalemangel hos nogle af de europæiske lufttrafiktjenester var blandt årsagerne til forsinkelserne samt flere flyvelederstrejker. Herudover var der også perioder med ugunstige vejrforhold, der bidrog til forsinkelserne.

 

Relaterede artikler:

20 interkontinentale Swiss-ruter i vinteren 2023/24

Swiss aflyser skandinavisk sommeroffensiv

København blandt de største SWISS-destinationer