- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

TAP Air Portugal lancerer EconomyXtra

TAP Air Portugal lancerer ny mellemklasse på selskabets flåde af Airbus-fly, som blandt andet betjener København.

TAP Air Portugal melder sig nu i klubben af flyselskaber, som opererer med en premium economy-klasse ombord på flyene – altså en serviceklasse, der ligger sig midt imellem business og economy.

TAP har netop lanceret den nye serviceklasse, som er blevet døbt EconomyXtra, og dermed vil det portugisiske selskab fremover have tre serviceklasser ombord – Executive, EconomyXtra og Economic.

EconomyXtra introduceres på alle TAP’s Airbus-fly – A319, A320, A321, A321LR og langdistanceflyet A330, mens mellemklassen ikke vil være at finde på selskabets mindre fly af typerne Embraer ERJ-190 og ATR-72.

Det betyder, at EconomyXtra også vil være tilgængelig på TAP’s rute mellem Københavns Lufthavn og Lissabon, hvor selskabet flyver med et miks af Airbus A319, A320 og A321.

Mere benplads og USB-porte
Med EconomyXtra får man blandt andet mere benplads med en sædeafstand på 33 tommer i stedet for blot 28 tommer fremover på almindelig økonomiklasse på mellemdistanceruterne – altså primært de europæiske ruter. Derudover er sæderne mere rummelige og kan lænes tilbage, hvilket sæderne på TAP’s almindelige økonomiklasse ikke kan i den nye kabinekonfiguration.

På EconomyXtra er sæderne endvidere udstyret med stik og USB-porte til opladning af mobile enheder, ligesom der er plads til at placere en tablet i en særlig holder i stoleryggen – der, hvor der hidtil har været tv-skærme.

Endelig får man som passager på EconomyXtra på mellemdistanceruterne et varmt måltid og drikkevarer med i billetprisen, mens der på Economic kun serveres snacks og drikkevarer. Ændringerne i måltidsservicen gennemføres dog først fra den 27. oktober 2019. På TAP’s langdistanceruter vil der ikke være forskel på måltidsservicen på EconomyXtra og Economic.

Automatisk opgradering
Passagerer, som har købt billetter hos TAP til Classic- eller Plus-priser, bliver automatisk opgraderet til den nye serviceklasse, og det samme gælder guldkort-kunder i TAP’s loyalitetsprogram. Andre passagerer, som allerede har købt billet til økonomiklasse hos TAP, har mulighed for at tilkøbe EconomyXtra, oplyser selskabet.

TAP flyver op til to gange dagligt mellem København og Lissabon. Selskabet er ligesom blandt andre SAS og Lufthansa medlem af Star Alliance.

TAP er i gang med en større fornyelse af flåden, hvor selskabet blandt andet investerer i nye Airbus A330-900 og den nye A321LR, som TAP blandt andet kan bruge på nogle af ruterne til det nordøstlige Brasilien.

 

Relaterede artikler:

Jomfruflyvning med TAP A330-900neo

TAP vil åbne 15 nye ruter næste år

TAP pensionerer sin sidste A330-300