- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Tidligere Norwegian-profil til Air Baltic

Thomas Ramdahl er blevet ansat som ny direktør for Network Management i Air Baltic. Han har tidligere været ansat i både SAS, Norwegian og Flyr.

Den norske luftfartsveteran Thomas Ramdahl er landet i et nyt job som direktør for Network Management hos Air Baltic.

Her vil han få ansvaret for at udvikle det lettiske flyselskabs netværksstrategi, partneraftaler, salg og cargo samt herudover varetage selskabets luftfartspolitiske interesser. Det oplyser Air Baltic i en pressemeddelelse.

“Vi er glade for at byde Thomas Ramdahl velkommen til teamet hos Air Baltic. Ramdahl er en stærk brancheperson, som vil være med til at styrke og udvikle vores flyselskabs netværksstrategi. Vi er overbevist om, at hans erfaring, kompetencer og lederskab vil forbedre virksomhedens fælles fremtidsplaner, vækst og ekspansion til nye markeder,” siger koncernchef Martin Gauss.

Thomas Ramdahl overtager rorpinden efter Wolfgang Reuss, der forlader virksomheden efter næsten otte års ansættelse.

Betydelig erfaring fra norsk luftfart
Thomas Ramdahl har betydelig luftfartserfaring med i bagagen. Han kommer senest fra en stilling som kommerciel direktør hos Flyr, der indgav konkursbegæring den 31. januar i år.

Oprindeligt blev han ansat som pris- og rutechef i hedengangne Braathens S.A.F.E. tilbage i 1999, og da selskabet i 2002 blev købt af SAS, blev Thomas Ramdahl udnævnt til rutechef for internationale ruter og charter for sidenhen af blive ansvarlig for leisuresalget.

Det er nok hos Norwegian, at Thomas Ramdahl gennem tiden har gjort sig mest bemærket. Han blev hentet til fra SAS i 2008 til en stilling som netværkschef, og et års tid efter, at Daniel Skjeldam forlod Norwegian, overtog Thomas Ramdahl rollen som kommerciel direktør med ansvar for destinationer, rutetider, billetpriser og kampagner.

Det sidste år af ansættelsen frem til maj 2019, indtog han dog en rolle som chef for Norwegians ruter med kortdistancefly.

I tiden mellem Norwegian og Flyr varetog Thomas Ramdahl i 15 måneder en stilling som salgschef hos rederiet Höegh Autoliners.

 

Relaterede artikler:

Flyr indgiver konkursbegæring

Nyt selskab mellem København og Oslo

HR-direktør bliver kommerciel direktør i Norwegian