Hallvard Bratberg, der har været ansat i næsten 30 år i SAS, er udnævnt til ny landechef for Emirates i Norge. Her skal han primært udvikle den daglige passagerrute mellem Oslo og Dubai.
Emirates udpegede for nylig sin første landechef i Finland i skikkelse af Jonne Lehtioksa, der blandt andet havde en baggrund fra næsten 16 år hos Finnair.
Nu har Emirates også ansat en ny landechef i Norge som erstatning for Terje Grue, der efter 12 år hos Dubai-selskabet i juni tiltrådte som ny CEO for G Travel.
Den nye landechef er tiltrådt den 14. september og er den 60-årige Hallvard Bratberg, der må siges at være en brancheveteran, idet han har mange år i SAS-koncernen bag sig. Han får det kommercielle ansvar for Emirates’ aktiviteter i Norge, der omfatter de daglige passagerflyvninger fra Oslo til Dubai samt det ugentlige fragtfly på samme rute.
Hos Emirates er Thierry Aucoc, der er kommerciel direktør for Europa og Amerika, glade for et have fået, hvad man kalder en erfaren og dygtig leder ombord.
“Siden 2014 har vi hjulpet nordmænd med at flyve bedre mod øst, og ruten har været en stor succes for os. Bratberg vil hjælpe os med at fastholde de gode relationer, vi har med kunder, rejsebranchen og andre samarbejdspartnere. Han vil spille en vigtig rolle i at skabe fortsat vækst for selskabet og styrke vores tilstedeværelse i Norge, og han vil rapportere direkte til Pierfrancesco Carino, der er vores VP Kommerciel i Nord- og Vesteuropa.”
Næsten 30 år i SAS
Hallvard Bratberg har en lang fortid i SAS, hvor han var ansat i næsten 30 år fra 1987 til 2016. Han begyndte karrieren i Norge med forskellige opgaver inden for blandt andet salg og marketing og blev siden udstationeret i Hong Kong fra 1997 til 1999.
Herefter fulgte tre år på SAS’ hovedkontor i Stockholm, inden han i 2002 vendte tilbage til Norge. Her arbejdede han blandt andet med Corporate Accounts, kundeprogrammer og internationalt salg.
I 2008 blev Hallvard Bratberg udnævnt til SAS’ chef for Spanien og Portugal, og tre år senere fortsatte han som SAS-chef i Frankrig. Senere vendte han tilbage til Skandinavien og havde blandt andet en central rolle som Director Sales & Marketing Strategy.
Bratberg forlod SAS i 2016 efter knap tre årtier i koncernen og skiftede til den norske boligsektor. Frem til i dag har han været afdelingsdirektør i det kommunale Boligbygg Oslo KF.
Med tiltrædelsen hos Emirates kommer Hallvard Bratberg til at arbejde hos et flyselskab, der er noget mere internationalt orienteret, end det var tilfældet med SAS.
“I luftfartsindustrien ser mange op til Emirates som et brand. Selskabet drives af ambitionen om at tilbyde de bedste oplevelser for sine rejsende, og vores omfattende globale rutenetværk har stor værdi for turister og erhvervslivet,” siger Bratberg.
Relaterede artikler:
Emirates ansætter første chef i Finland