- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Tidligere SAS-domiciler solgt i milliardhandel

To af SAS' tidligere kontorejendomme er blevet solgt til en svensk ejendomsvirksomhed, som mener, at bygningerne har et uforløst potentiale, der kan indfries ved yderligere udvikling.  

En del af SAS’ danske medarbejdere mødte før i tiden på arbejde i to kontorejendomme, der netop har fået ny ejer. Domicilerne er nemlig blevet overtaget af det svenske ejendomsselskab Wihlborgs, der har købt dem af pensionsselskabet PFA.

Begge kontorerne befinder sig i København. Den ene ejendom er beliggende på Hedegaardsvej 88, og den fungerede i mange år som SAS’ danske hovedkvarter, mens den anden har adresse på Amager Strandvej 390, og de har begge før fungeret som kontorer for flyselskabet.

Dengang husede de kun SAS, men sidenhen er de dog blevet delt op således, at flere virksomheder i dag lejer sig ind. Nu har den danske afdeling af Wihlborgs erhvervet sig begge de to ejendomme for 1,075 milliarder kroner. Det skriver Ejendomswatch.

Ejendommene strækker sig over 52.000 kvadratmeter, og de har i de seneste otte år været ejet af PFA. Selvom flyselskabet har solgt kontorerne fra, er der dog fortsat en del lejere, som har forbindelse til både Københavns Lufthavn og SAS.

Ligger tæt på landets største arbejdsplads
Wihlborgs har fattet interesse for ejendommene, fordi der fortsat er et uforløst potentiale i de to kontorbygninger, lyder det. I den periode, hvor PFA har ejet dem, er de blevet udviklet i samarbejde med ejendomsselskabet Thylander. De er dog i dag kun 75 til 80 procent udlejet, og den nye ejer påtænker nu at udvikle ejendommene yderligere.

Det bekymrer dog ikke Wihlborgs, at der fortsat er nogle lejere, som har relation til SAS, da ejendomsselskabet har været bevist om den nuværende krise i flyselskabet, da handlen blev indgået.

Det udtaler Søren Kempf Holm, som er administrerende direktør for ejendomsselskabets danske afdeling. Han forklarer, at investeringshorisonten i dette tilfælde er ”uendelig”, og selskabet ikke har planer om at skille sig af med ejendommene igen.

”Vi er der på den lange bane. Så det kan godt være, der er en aktuel krise i SAS, men det er ikke noget, vi ser som varigt. Ejendommene ligger stadig lige op til Danmarks største arbejdsplads, nemlig lufthavnen, og lur mig, om den ikke stadig er det om fem år – SAS-krise eller ej.”


Relaterede artikler:

SAS og piloterne genoptager forhandlingerne

SAS-ansatte opfordrer piloter til at droppe strejken

SAS-piloterne afslutter charterdispensation