Lars Sandahl Sørensen er på den ordinære generalforsamling i Københavns Lufthavne A/S valgt som ny bestyrelsesformand. Han kender lufthavnen fra sammenlagt 11 år i SAS, heraf en periode som vicekoncernchef.
Onsdag afholdte Københavns Lufthavne A/S den årlige generalforsamling, hvor der blandt andet blev valgt ny bestyrelse. Her blev DI-topchef Lars Sandahl Sørensen valgt som ny bestyrelsesformand, og han afløste Lars Nørby Johansen, der forinden havde meddelt, at han ikke genopstillede til bestyrelsen efter at have været med siden 2014.
Lars Sandahl Sørensen, der sammenlagt i mere end 11 år har været ansat i SAS frem til august 2019, hvor han sluttede som vicekoncernchef, blev valgt ind i Københavns Lufthavns bestyrelse tilbage i maj 2021.
“I Lars Sandahl Sørensen har Københavns Lufthavne fået et bestyrelsesmedlem med værdifuld erfaring fra luftfarten efter sine år i SAS. Dertil kommer stor industripolitisk indsigt og netværk fra hans nuværende position som administrerende direktør for Dansk Industri. Med sin indsigt og mange kompetencer vil Lars Sandahl Sørensen være et aktiv for arbejdet i CPH’s bestyrelse,” lød det dengang fra Mikkel Svenstrup, investeringsdirektør i ATP.
Lars Sandahl Sørensen blev i slutningen af oktober sidste år på en ekstraordinær generalforsamling valgt som ny næstformand i Københavns Lufthavn, og dengang mødte det kritik fra Norwegian, der mente, at der var en risiko for en interessekonflikt, da man mente, at han havde en “forkærlighed” for SAS i kraft af sit tidligere virke.
Hollandsk lufthavnsprofil ny næstformand
På den netop afholdte generalforsamling blev hollandske Birgit Otto valgt som næstformandskabet sammen med Anne Louise Eberhard.
Birgit Otto har i 21 år og frem til 1. juni 2022 har været beskæftiget hos Royal Schiphol Group, der driver Schiphol-lufthavnen i Amsterdam. Siden 2014 og frem til fratrædelsen var Birgit Otto koncerndriftsdirektør og har betydelig erfaring med drift og kapitalforvaltning.
Birgit Otto har også tidligere haft en plads i bestyrelsen i Eindhoven Airport, og i dag indtager hun også en rolle som bestyrelsesmedlem i det hollandske lavprisflyselskab Transavia, der er ejet af KLM, og er en af kunderne i Københavns Lufthavn
Som nyt medlem til bestyrelsen valgtes også Claus Jensen, der er forbundsformand i Dansk Metal og med en lang række bestyrelsesposter, heriblandt i Sund & Bælt Holding samt Øresundskonsortiet, på CV’et. Derudover genvalgtes Anne Skovbro, Henrik Dam Kristensen og Michael Holm.
Bestyrelsen består derudover af de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer Michael Marott Bock, Brian Bjørnø og Michael Eriksen, der er valgt frem til 2027.
Relaterede artikler:
CPH vil styrke bestyrelsen med Schiphol-profil