- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Fjerde måned i træk med fremgang i Billund

Over 377.000 passagerer rejste gennem Billund Lufthavn i juli, hvilket var en stigning på 7,3 procent i forhold til samme måned sidste år. Væksten var trukket af Norwegian, Wizz Air og chartertrafikken.

Lørdag den 18. juli blev årets hidtil travleste rejsedag i Billund Lufthavn, idet godt 15.000 passagerer rejste gennem terminalen.

Det var omkring fire procent af månedens rejsende, der i alt nåede op på 377.744, hvilket var en stigning på 7,3 procent i forhold til samme måned året før, hvor Ryanair havde vinket farvel til lufthavnen nogle måneder forinden. 

Ryanair-ruterne er især blevet erstattet af ny trafik fra Norwegian og Wizz Air, hvilket tilsyneladende er årsagen til en stor del af fremgangen i juli, der er fjerde måned i træk med passagervækst.

“De nye ruter fra Norwegian og Wizz Air har givet vestdanskerne endnu flere valgmuligheder, og sammen med en stærk chartertrafik har de været med til at løfte passagertallet. Det er meget positivt at se, at så mange vælger at begynde deres ferie i Billund,” siger administrerende direktør Jan Hessellund.

Efter de første syv måneder af 2026 har Billund Lufthavn en samlet fremgang på 3,8 procent til i alt 1.849.140 passagerer med en tidligere udmeldt forventning om en vækst for hele året på mellem fem og 10 procent.

Tilfredse charterarrangører
Billund Lufthavn har gennem mange år været en lufthavn, der har tiltrukket en del chartertrafik, og dette segment har da også bidraget til juli-væksten,der repræsenterer omkring 25.000 passagerer.

Hos Bravo Tours og Spies, der er nogle af de store charterarrangører fra Billund Lufthavn, melder man samstemmende om fyldte fly og høj efterspørgsel fra Danmarks næststørste lufthavn. Begge charterarrangører kan også se, at salget for de kommende måneder ser meget fint ud.

“Vi oplever fortsat stor interesse for at flyve fra Billund, både blandt ferierejsende og dem, der skal videre ud i verden via vores internationale rutenet. Det giver et godt udgangspunkt for resten af året,” lyder det fra Jan Hessellund.

Fortsat fremgang i fragtcenter
Billund Lufthavn er ikke alene passagertrafik, idet fragtaktiviteterne udgør en stigende del af lufthavnens omsætning.

Her fortsatte fremgangen i juli, hvor der blev håndterer 7.651 tons gods, hvilket var 3,2 procent mere end i juli 2025, og år til dato har væksten været på 13,9 procent med 52.618 tons gods.

“Den stabile efterspørgsel på tværs af flere segmenter understreger Billund Lufthavns rolle som et centralt knudepunkt for luftfragt og en vigtig samarbejdspartner for virksomheder med internationale transportbehov,” understreger Billund-direktøren.

 

Relaterede artikler:

Dobbelt fremgang i Billund Lufthavn

Billund Lufthavn er tilbage på vækstsporet

Atter tocifret fremgang i Billund Lufthavn