Det er mere end et år siden, at Billund Lufthavn sidst har haft positiv månedsvækst og akkumuleret årsvækst på både passager og fragt. I maj voksede passagertallet med 18,1 procent og fragten med 4,6 procent.
Passagerterminalen i Billund Lufthavn syder atter af liv efter en lang periode med nedsat aktivitet som følge af Ryanairs exit ved udgangen af marts sidste år.
I maj var passagerfremgangen på 18,1 procent sammenlignet med samme måned året før, og samlet var der 311.396 passagerer der rejste gennem Danmarks næststørste lufthavn.
At passagervæksten for alvor har taget fart i april og maj betyder også, at de negative tal fra årets tre første måneder er blevet udlignet. Den akkumulerede passagervækst er dermed ved udgangen af maj på 1,1 procent til 1.152.926 passagerer.
Fremgangen i april og maj skyldes især, at Norwegian i det igangværende sommertrafikprogram vil åbne ni helt nye ruter fra Billund Lufthavn, og der mangler stadig to at blive igangsat, og det er ruter til Malta og Nice, der åbner henholdsvis den 3. og 12. juni.
“Udviklingen i passagertallene hænger blandt andet sammen med udvidelsen af rutenettet tidligere på året hvor Norwegian og Wizz Air lancerede nye ruter. Det giver et stærkt udgangspunkt for sommerperioden, hvor vi traditionelt ser en stor andel af årets samlede trafik,” siger Jan Hessellund, administrerende direktør i Billund Lufthavn.
Fremgang og komplekse operation i cargo
Også i cargocentret på banens sydside er aktiviteten høj i disse måneder. I maj blev der håndteret i alt 7.574 tons gods, hvilket var en fremgang på 4,6 procent i forhold til samme måned i 2025.
Samlet har der ved udgangen af maj været håndteret 37.009 tons gods, og det er alene en vækst på 15,7 procent i forhold til samme periode året før.
Ifølge lufthavnen indikerer udviklingen, at danske virksomheder i stigende grad benytter Billund som et centralt knudepunkt for eksport af varer.
Tidligere i maj fik man et godt indtryk af lufthavnens ekspertise på området, da en kæmpemæssigt Antonov An-124 besøgte lufthavnen for at få lastet udstyr til minedrift i Afrika, der var blevet sejlet fra England til Esbjerg og derfra transporteret videre til den vestdanske lufthavn.
“Operationen understreger Billund Lufthavns betydning som et centralt cargohub og vores rolle i håndteringen af både specialtransporter og komplekse internationale fragtoperationer,” understreger Jan Hessellund.
Relaterede artikler:
Rekordoverskud i 2025: ‘Et virkelig godt resultat’

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


