- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

United viser vejen med familievenlig seating

United Airlines har indført en ny politik, der gør det lettere for familier med børn under 12 år at sidde sammen i flyet. Servicen er tilgængelig i Economy Class og gælder alle billettyper.

Flere flyselskaber har fået kritik for, at passagerer skal betale penge for at vælge sæder, så eksempelvis en familie kan sidde sammen på en flyrejse.

Dette har United Airlines imidlertid valgt at gøre op med, så det amerikanske flyselskab fremover kan tilbyde familievenlig seating og helt uden ekstra gebyrer. Den nye politik skal altså gøre det nemmere for børn under 12 at sidde sammen med deres forældre, uden at der skal penge op af lommen. Tiltaget gælder alle kunder på Economy Class – herunder også Basic Economy-billetter.

Det nye tiltag fra United er gjort mulig gennem investeringer i en ny funktion til sædekort, der dynamisk finder tilgængelige tilstødende sæder på bookingtidspunktet.

Dermed vil kunder, der rejser med børn under 12 år, med det samme kunne se de muligheder, der er for at sidde sammen i flyet. Den nye politik hos United træder i kraft i begyndelsen af marts.

Vil levere god oplevelse for familier
Hvis en familie ikke kan finde tilstødende sæder som følge af eksempelvis sen booking, giver United Airlines kunderne mulighed for gratis at skifte til en afgang med den samme destination og med tilstødende sæder tilgængelig i den samme kabineklasse.

”Vi er fokuseret på at levere en god oplevelse for vores yngre passagerer og deres forældre og ved, at det ofte starter med det rigtige sæde. Vi ser frem til at udrulle flere familievenlige funktioner i år,” siger Linda Jojo, kundedirektør hos United Airlines.

Mange flyselskaber benytter en mere manuel proces til at samle familier i kabinen, hvilket ofte kan betyde en længere boardingproces for alle.

United oplyser, at der siden sommeren 2022 har været arbejdet på at gøre det lettere at samle familier på en flyrejse. Selskabet har arbejdet med sin teknologi, så familievenlig seating bliver prioriteret ved eksempelvis ændringer i tidplanen eller bytte af fly.

Joe Biden vil lovgive mod sædegebyrer
United Airlines har således vist vejen med en lettere og gratis service, der kan betyde mindre stress og bekymringer for familier, der ønsker at sidde sammen på en flyrejse.

Flere flyselskaber – herunder særligt lavprisflyselskaber – kræver i dag ekstraafgifter af sine kunder, hvis familiemedlemmer ønsker at sidde sammen i et fly. Lavprisflyselskaber har nemlig en stor del af deres indtægter fra forskellige afgifter.

Ifølge The Points Guy ligger prisen for at forhåndsreservere et specifikt sæde på mellem 20 og 100 dollar (140 til 700 kroner, red.) for én flyvning – afhængig af flyselskab, billettype og rute. Dette har fanget opmærksomheden hos den amerikanske præsident, Joe Biden, og U.S. Department of Transportation (DOT). Begge har til formål – via ny lovgivning – at stoppe disse gebyrer, der også kaldes ”junk”-gebyrer.

”Vi vil forbyde flyselskaber at opkræve op til 50 dollar (350 kroner, red.) tur/retur for familier bare for at sidde sammen. Bagagegebyrer er slemme nok – de kan ikke bare behandle dit barn som et stykke bagage,” sagde Joe Biden i sin State of the Union-tale i januar i år.

 

Relaterede artikler:

USA’s præsident kritiserer flyselskaber og hoteller

Historisk flyordre fra United Airlines

Skandinavisk United-rute vender atter tilbage