- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Verdens fjerdelængste flyrute er i gang

Qantas har åbnet en ny rute fra Melbourne til Dallas/Fort Worth, hvilket er den fjerdelængste flyrute i verden. Det er det australske flyselskabs anden rute fra Melbourne til USA.

Lørdag i sidste uge markerede åbningen af en helt ny langdistancerute fra Australien med en fed streg under langdistance.

Det var Qantas, som åbnede en ny forbindelse fra Melbourne i det sydøstlige af landet til Dallas/Fort Worth i den sydamerikanske delstat Texas. Det er første gang nogensinde, at der er direkte flyvninger mellem de to byer.

Første flyvning på rutenummer QF21 blev over to timer forsinket som følge af festivitas i Melbourne, hvor passagererne blandt andet blev mødt af texansk tema ved check-in. Og i Qantas-loungerne var der desuden en texansk-inspireret menu med chili-oksebryst og majsbrød. Flyet, en Boeing 787-9 Dreamliner, kom dog af sted og var lidt over 15 timer om at tilbagelægge rutens 14.491 kilometer.

Ruten mellem Melbourne og Dallas/Fort Worth er dermed verdens fjerdelængste flyrute. Verdens længste rute er mellem Singapore og New York-JFK, hvor Singapore Airlines opererer på rutenummer SQ23 med en Airbus A350-900ULR. Denne rute er 15.348 kilometer lang og tager over 17 timer at gennemføre.

Allerede stor interesse for rute
Qantas har i forvejen en rute fra Melbourne til Los Angeles, og dermed er der nu to ruter til USA fra den populære australske storby. Den nye rute til Dallas/Fort Worth vil have tre ugentlige afgange – på mandage, onsdage og lørdage – og vil gennemføres med 787 Dreamliner.

Den nye rute til USA er en af otte nye internationale ruter, som Qantas har lanceret siden genåbningen af Australiens grænser efter coronapandemien. Dallas-ruten bliver en gevinst for mange, lyder det.

”Vi er glade for at kunne tilbyde vores kunder endnu en ny international destination ud af Melbourne, da efterspørgslen efter rejser fortsætter med at vokse stærkt,” siger Andrew David, indenrigs- og international direktør hos Qantas.

”Vi har allerede set en stor interesse for disse flyvninger, siden de blev sat til salg. Ikke kun fra de, der ønsker at besøge Dallas, men for rejsende, der ønsker at drage fordel af de fremragende forbindelser til populære destinationer som Orlando, Miami og Boston.”

Gevinst for australsk delstat
Andrew David fortæller, at omkring 40 procent af alle reservationerne på den nye rute kommer fra personer bosat i USA, og at det vil have store fordele for lokale virksomheder i Melbourne.

Administrerende direktør i Melbourne Airport, Lorie Argus, fortæller, at den nye rute fra Melbourne er den længste nogensinde fra denne lufthavn. Og at den er en stor gevinst for delstaten Victoria, hvor Melbourne ligger.

”Dette er første gang, Victoria har haft en direkte forbindelse til en nordamerikansk by, der ikke er beliggende på vestkysten. Ruten vil hjælpe med at give lokale rejsende og eksportører hurtigere og nemmere adgang til store dele af kontinentet, samtidig med at den giver flere internationale turister til Victoria,” siger hun.

Qantas og American Airlines, der begge er medlem af oneworld, vil have et codeshare-samarbejde på den nye rute mellem Melbourne og Dallas/Fort Worth. Det amerikanske flyselskab vil derfor markedsføre og sælge ruten til sine kunder på tværs af Nordamerika.

 

Relaterede artikler:

Cathay-flyrute bliver ufrivilligt verdens længste

Her er verdens længste flyruter frem til nytår

Verdens længste flyrute bliver endnu længere