En Airbus A350-900 fra Singapore Airlines. Foto: © Thorbjørn Brunander Sund, Danish Aviation Photo

Her er verdens længste flyruter frem til nytår

USA er fortsat stærkt repræsenteret på listen over verdens 10 længste flyruter fra juli og frem til slutningen af 2021. Særligt én rute, der genoptages i august, skiller sig ud på listen.

Flytyper som Airbus A350, Boeing 787 Dreamliner og Boeing 777 gør flyselskaberne i stand til at flyve på ruter, hvor passagererne er henvist til at være i kabinen i op til 19 timer.

Listen over verdens længste direkte flyruter viser, at flyselskaberne fortsat flyver på kryds og tværs af verdens kontinenter på trods af coronapandemien. Simple Flying har lavet en liste over verdens længste ruter baseret på data fra 28. juni 2021 og frem til nytår.

Verdens længste flyrute er ikke overraskende den fra Singapore til New York-JFK med Singapore Airlines. En Airbus A350-900ULR opererer på den 15.348 kilometer lange rute, og flyvetiden er 18 timer og 40 minutter til USA med 10 minutter længere rejsetid på returrejsen.

Ruten skiftede fra Newark-lufthavnen til JFK-lufthavnen i 2020, men ruten vender tilbage til Newark-lufthavnen igen fra 31. oktober 2021.

Indisk rute til USA højt på listen
Andenpladsen på listen over verdens længste flyruter er forbindelsen fra Perth til London Heathrow. Denne rute er 14.498 kilometer lang og opereres af det australske flyselskab Qantas.

Verdens tredjelængste flyrute går fra Singapore til Los Angeles med 14.114 kilometer. Denne rute flyves af Singapore Airlines, der dermed flyver på to ud af de tre længste ruter i verden, som det ser ud frem til årsskiftet.

En af de ruter, der skiller sig ud på top 10-listen, er den fra Bangalore i Indien til San Francisco. Ruten er 14.003 kilometer lang, og Air India lancerede den i januar i år, men ruten blev siden lukket ned. Den vil efter planen dog blive åbnet igen i begyndelsen af august med to ugentlige flyvninger til den amerikanske vestkyst.

I begyndelsen af september åbner endnu et flyselskab en forbindelse fra Bangalore til San Francisco. Det er amerikanske United Airlines, der har planlagt én daglig afgang. Ruten mellem de to byer, der er kendt for store teknologi-virksomheder, havde en efterspørgsel på 137.000 passagerer i 2019, mens der var efterspørgsel fra over 700.000 fra hele Indien til San Francisco.

Top 10-listen over verdens længste direkte flyruter ifølge Simple Flying kan ses herunder:

Nr. Flyselskab Rute Afstand i km
1 Singapore Airlines Singapore-New York-JFK 15.348
2 Qantas Perth-London Heathrow 14.498
3 Singapore Airlines Singapore-Los Angeles 14.114
4 Air India og United Airlines Bangalore-San Francisco 14.003
5 United Airlines Houston-Sydney 13.834
6 Qantas Dallas-Sydney 13.805
7 Philippine Airlines Manila-New York-JFK 13.711
8 Singapore Airlines Singapore-San Francisco 13.592
9 Delta Air Lines Atlanta-Johannesburg 13.581
10 Emirates Dubai-Los Angeles 13.420

 

Relaterede artikler:

Verdens længste flyrute bliver endnu længere

Her er verdens længste flyruter som (endnu) ikke betjenes

Her er verdens 20 længste flyruter