- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Vestager beskærer støtten til Condor

Ryanair fik medhold i en klage over tysk statsstøtte til flyselskabet Condor. Derfor har EU-Kommissionen igen set på støtten og har godkendt den i en ny og lettere beskåret udgave.

EU-Kommissionen har igen godkendt, at den tyske stat kan støtte det tyske flyselskab Condor med et milliardbeløb. Men støtten bliver knap så stor som den, der i første omgang blev sagt ja til.

Oprindeligt havde EU-Kommissionen accepteret, at Condor kunne få en samlet støtte på 550 millioner euro, eller hvad der svarer til 4,1 milliarder kroner.

Nu ender det i stedet med, at EU-Kommissionen godkender, at den tyske stat må støtte med 525,3 millioner euro, eller hvad der svarer til omkring 3,9 milliarder kroner.

Dermed må Condor vinke farvel til 24,7 millioner euro, eller godt 184 millioner danske kroner.

Coronahjælp og rekonstruktion
Den oprindelige støtte bestod dels af et coronalån på 294 millioner euro samt et lån på 256 millioner euro til at hjælpe flyselskabet på benene igen efter konkursen i Thomas Cook-koncernen, som Condor var en del af.

Lavprisselskabet Ryanair klagede til EU-Domstolen over støtten til den tyske konkurrent. Og domstolen valgte i første omgang at give Ryanair medhold.

“Retten fastslår, at den anfægtede afgørelse var utilstrækkeligt begrundet hvad angår årsagsforbindelsen mellem de omkostninger, som var forårsaget af forlængelsen af insolvensbehandlingen, og Condors aflysning og omlægning af flyvninger som følge af de rejserestriktioner, der blev indført i forbindelse med COVID-19-pandemien,” hed det i den foreløbige afgørelse.

Det betød, at EU-Domstolen annullerede godkendelsen, indtil der fremkom flere informationer.

Har regnet på tallene
Derfor har EU-Kommission igen haft sagen på bordet og er nu nået frem til, at Condor samlet kan modtage 525,3 millioner euro i statsstøtte.

Et beløb der ligger forholdsvis tæt på det oprindelige, men der er ændret på, hvor meget corona-delen fylder, og hvor meget støtten til rekonstruktionen fylder.

EU-Kommission har regnet på, hvor meget Condor egentlig tabte som følge af rejserestriktionerne i kølvandet på coronakrisen, og kommissionen er nået frem til, et beløb, der er markant lavere end det, der i første omgang var lagt op til.

I coronastøtte kan Condor nu modtage 204,1 millioner i euro mod oprindeligt 294 millioner euro. Til gengæld er omstruktureringsstøtten, der skal sikre, at Condor igen kan blive et levedygtigt selskab, vokset fra 256 millioner euro til 321,2 millioner euro.

Ligger indenfor rammerne
EU-Kommissionen slår fast, at den finder, at den tyske hjælpepakke ligger indenfor rammerne af EU’s statsstøtteregler.

”De foranstaltninger, vi har godkendt, gør det muligt for Tyskland at kompensere Condor for skader, selskabet har lidt som følge af de rejsebegrænsninger, der var nødvendige for at begrænse spredningen af ​​coronavirus,” siger konkurrencekommissær Margrethe Vestager.

”Samtidig vil omstruktureringsplanen for Condor, som vi også har godkendt, sikre flyselskabets vej mod en langsigtet levedygtighed,” understreger hun.

 

Relaterede artikler: 

EU-Domstolen underkender statsstøtte til Condor

Ryanair taber sag om statsstøtte til SAS

Statsstøtte til flyselskaber underkendt af EU-Domstolen