- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Vil have Airbus A340 fra Swiss på museum i Luzern

Snart er Airbus A340 fortid i Swiss’ flåde, men håbet er, at det sidste fly af typen ikke ender på skrotpladsen. I stedet har man sat gang i et stort projekt for at sende flyet på museum.

Den firemotorede Airbus A340-300 har været en del af Swiss’ langdistanceflåde siden 2004. Men om et par år når det sidste fly af typen slutningen på sin operationelle levetid. Men hvor mange fly ender på skrotpladsen, når de ikke længere er brugbare, så bliver det ikke skæbnen for den sidste A340 fra Swiss. Det er i hvert fald håbet.

I stedet er det nu planen, at ét af flyene skal sendes til transportmuseet Verkehrshaus der Schweiz, som ønsker at gøre A340-300-flyet til en permanent del af museets luftfartsudstilling i Luzern. Det oplyser Swiss i en pressemeddelelse.

Der er dog en del udfordringer, navnlig en række komplekse tekniske, økonomiske og myndighedsmæssige spørgsmål, som først skal ryddes af vejen.

Et vigtigt stykke historie
Fra Martin Ettlinger, direktør for Verkehrshaus der Schweiz, lyder det, at det er et vigtigt stykke schweizisk luftfartshistorie, som man nu vil bevare og åbne for offentligheden.

”A340-300 passer perfekt ind i det udendørs område foran hallen for luft- og rumfart, som er udset til flyet. At få et fly af denne størrelse til Luzern er imidlertid en enorm og meget kompleks opgave. Sammen med Swiss og andre partnere gør vi alt, hvad vi kan, for at gøre dette projekt muligt,” siger Ettlinger.

Swiss oplyser, at man har tænkt sig at donere Airbus A340-300-flyet. Flyselskabet skriver, at man ser flyet som et symbol for Schweiz’ internationale forbindelser.

”I mange år forbandt Airbus A340 mennesker i Schweiz med resten af verden og blev dermed i sig selv en del af schweizisk luftfartshistorie. Hvis et af disse fly kan leve videre på Verkehrshaus der Schweiz, vil det på en helt særlig måde fuldende historien,” siger Jens Fehlinger, Swiss’ administrerende direktør.

På museum om to år
I forhold til en tidsplan er Fehlinger meget entydig. Således er det målet, at den sidste A340 i Swiss-flåden vil stå på et museum inden for de næste to år.

”Vores mål er klart: Vi ønsker at få denne A340 til Luzern i begyndelsen af 2028. Opgaven er nu sammen med vores mange partnere at gøre flyets rejse dertil mulig,” siger han.

Artiklen fortsætter under billedet:

Her ses Verkehrshaus der Schweiz’ Convair 990 ”Coronado” som er udstillet med en Douglas DC3. (PR-foto)

Det er ikke nogen lille opgave at flytte et 64 meter langt widebody-fly med et vingefang på 60 meter og en vægt, som siger 125 ton, når vingerne ikke samtidig kan bære flyet til destinationen.

A340-flyet skal transporteres fra Zürich Lufthavn til Luzern, placeres præcist på museumsområdet og integreres permanent i den eksisterende udstilling. For at leve op til de meget krævende tekniske og logistiske krav bliver der behov for detaljerede gennemførlighedsundersøgelser, specialiserede transportløsninger, konstruktionsmæssige ændringer og tæt koordinering med de relevante myndigheder, lyder det.

Dyrt projekt
Projektet er også dyrt. Mens Swiss vil donere flyet, skal museet afholde udgifterne til transporten af flyet, de nødvendige konstruktionsarbejder og etableringen af besøgsoplevelsen inde i flyet.

De nuværende estimater lyder på, hvad der beskrives som ”et højt encifret millionbeløb”. Der oplyses ingen møntfod, men er der tale om schweizerfranc, så står møntfoden lige nu i 7,95 kroner.

Finansieringen skal være på plads inden udgangen af 2026 og forventes i vid udstrækning at komme fra eksterne midler fra fonde, mæcener og virksomheder. En fundraisingkomité, hvor Christoph Franz, formand for foreningen bag Verkehrshaus der Schweiz og tidligere administrerende direktør for Swiss, deltager aktivt, er allerede i dialog med potentielle bidragydere.

Vil skabe formidlingsrum
Fordi projektet er dyrt, er det endnu ikke endelig besluttet, at A340-flyet ender sine dage på museet i Luzern. En endelig beslutning bliver først truffet, når transport, tilladelser og finansiering er på plads.

Lykkes projektet med at skaffe finansiering, er det ikke planen, at flyet skal placeres i gården på Verkehrshaus der Schweiz som en statisk udstillingsgenstand. Målet er at skabe, hvad man kalder ”en alsidig oplevelse” inde i flyet og præsentere det som et nyt højdepunkt i udstillingen om luft- og rumfart.

Museet har allerede et tidligere firemotoret Swissair-langdistancefly i sin samling: Convair 990 ”Coronado”. Swiss skriver selv, at A340’eren bliver det sidste firemotorede fly i selskabets flåde. Dermed repræsenterer flyet enden på en æra.

 

Relaterede artikler:

Nyt luftfartsmuseum i Helsinki på vej

Sjældent præsidentfly på museum

Verdens første Boeing 777 på museum