- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Vil indsætte 250 nye fly og fokusere på komfort

United Airlines kommer over de næste to år til at udvide flåden med mere end 250 nye fly. Samtidig vil man løfte komforten både på business class og economy. På sidstnævnte klasse vil man tilbyde sovesofaer.

De næste to år bliver store for United Airlines. Således har selskabet tirsdag præsenteret den næste fase af sin langsigtede strategi.

Den indebærer tilføjelsen af mere end 250 fly de næste to år – flere end noget andet flyselskab i en toårig periode ifølge United selv. Konkret lyder det, at man forventer at modtage flyene inden april 2028.

Konkret oplyser United, at der er tale om 47 Boeing 787-9 Dreamlinere, hvoraf 33 har ekstra premium-sæder, 40 af, hvad man kalder Airbus A321neo Coastliner ud af 50 bestilte, 28 Airbus A321XLR ud af 50 bestilte, 119 Boeing 737 MAX og 18 Airbus A321neo.

Vil give bedre komfort i kabinen
Når det gælder, hvad man kalder coastliner-flåden med Airbus A321neo-fly, og når det gælder Airbus A321XLR, så kommer de til at være de første narrowbody-fly med, hvad man kalder ”Elevated-interiør.” Det drejer sig om kabiner med et nyt businessclass-sæde, der kan lægges helt ned, med adgang fra alle sæder til midtergangen.

Det har et patenteret design, som giver mere plads til skuldre og albuer og har suitevægge, som kan give passagerer privatliv, uden at kabinen bliver lukket visuelt. De 100 fly, man får af denne type i længden, skal erstatte 40 ældre og mindre effektive Boeing 757’ere.

Coastliner-flyene får en særlig bemaling, og de kommer udelukkende til at flyve mellem Uniteds vestkysthubs i San Francisco og Los Angeles samt Newark/New York og vil introducere United Polaris’ kabineoplevelse til indenrigspassagerer (Uniteds businessclass).

Har investeret i mere end et årti
Uniteds A321XLR giver også passagerer adgang til 32 premium-sæder – 16 flere end på de 757-fly, den erstatter – og de vil begynde at flyve senere i år. Den 22. april kommer nye 787-9 Dreamlinere også i drift med Elevated-interiør. Uniteds øverste chef fortæller, at flådeudvidelsen kommer oven på årtiers investeringer.

“I mere end et årti har vi investeret milliarder af dollars i vores produkt, service og teknologi som en del af vores plan om at blive det bedste flyselskab for loyale kunder i verden, og resultatet er, at flere og flere kunder vælger at flyve med os hver dag,” siger United Airlines’ CEO Scott Kirby og tilføjer:

“I dag accelererer vi vores planer og løfter vores tilbud til næste niveau og skaber en endnu mere ensartet premiumoplevelse ombord for alle kunder og leverer værdi i alle kabiner.”

Indfører sovesofa i Economy-class
Mens United vil give en mere premium oplevelse, så vil man også øge niveauet af luksus i United Economy Class med konceptet Relax Row.

Her kan en række på tre sæder agere sovesofa med en flad overflade, som man kan ligge på, så familier med børn, par og solorejsende, der ønsker mere plads, kan få det, hvis de eksempelvis vil ligge ned og sove.

Sådan ser Relax Row på Uniteds Boeing 787-9 Dreamlinere ud. (PR-foto)

Konceptet lanceres i 2027 og vil være tilgængeligt på mere end 200 Boeing 787- og Boeing 777-widebodyfly inden 2030, med op til 12 United Relax Row-sektioner pr. fly. Et lignende koncept blev i øvrigt præsenteret af Lufthansa i 2021.

 

Relaterede artikler:

Brændstofkrise: United fjerner fem procent af kapaciteten

Vil tilbyde 750 afgange om dagen fra Chicago

Efter 21 år: United lukker sidste rute til Skandinavien