Sleeper's Row hos Lufthansa. (Foto: Lufthansa | PR)

Lufthansa introducerer sovesofa for 1.200 kroner

Når der er god plads på langdistanceruterne, vil Lufthansa sælge sammenhængende sæder, så passagererne har bedre mulighed for at sove under turen. Priserne starter ved 1.200 kroner for tre-fire sammenhængende sæder.

Lufthansa-passagerer, der rejser på økonomiklassen, har på udvalgte langdistanceflyvninger nu mulighed for at booke en såkaldt Sleeper’s Row.

Det er en hel sæderække bestående af tre til fire sammenhængende sæder, som passageren får for sig selv under hele flyvningen.

Priserne kommer til at ligge et sted mellem 159 og 229 euros, eller hvad der svarer til 1.200 til 1.700 kroner, men produktet kan ikke bestilles samtidig med billetten og kan i stedet tilkøbes ved indcheckning eller ved gaten.

Pude, tæppe og topmadras
Udover adgangen til de tre eller fire sæder følger der en pude, en topmadras og et tæppe med oveni. Der er også et særligt sikkerhedsbælte, passageren kan have spændt, mens han eller hun ligger ned.

Desuden får passagerer, der bestiller en Sleeper’s Row, lov til at gå ombord tidligere end de andre gæster på afgangen.

Lufthansa tilbyder Sleeper’s Row på langdistanceflyvninger på omkring elleve timer eller mere. Det er for eksempel ruter til Asien, USA’s vestkyst, Central- og Sydamerika eller det sydlige Afrika, og Lufthansa nævner selv Los Angeles, São Paulo og Singapore, som udvalgte destinationer.

Der tilbydes maksimalt tre Sleeper’s Rows per flyvning.

Blev testet på São Paulo-rute
Lufthansa testede i flere uger i slutningen af sidste år Sleeper’s Row på ruten fra Frankfurt til São Paulo. Det blev en stor succes. Gæsterne var glade for produktet, og det var meget efterspurgt.

Ifølge Lufthansa er Sleeper’s Row et yderligere skridt mod mere forskellige produkter på økonomiklassen for at imødekomme ønsker om mere komfort og individuelle løsninger.

Lufthansa har arbejdet med produktet i flere år. Allerede i sommeren 2019 spurgte selskabet i en onlineundersøgelse, om kunderne kunne være interesserede i produktet.

Andre flyselskaber har introduceret lignende koncepter. Air New Zealand var en pioner på området, da man allerede 2010 begyndte at tilbyde ”senge” på økonomiklasse med produktnavnet ”Skycouch”.

 

Relaterede artikler:

Lufthansa tester ”sovesofa” på økonomiklasse

Køjer på Economy Class hos nyt flyselskab

Senge på økonomiklasse hos Air New Zealand