- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Vueling med yderligere tre danske ruter

Det spanske lavprisflyselskab Vueling har annonceret yderligere aktivitet fra Danmark. Der åbnes én ny rute fra Billund Lufthavn og to nye ruter fra Københavns Lufthavn.

Da Vueling i februar præsenterede sit sommerprogram, var der seks nye ruter fra danske destinationer. Og nu er det spanske lavprisflyselskab klar med endnu mere.

Vueling har således annonceret, at selskabet åbner en rute fra Billund Lufthavn til Las Palmas på Gran Canaria. Ruten åbnes 19. september 2021, og der vil være én ugentlig afgang – om søndagen – til den populære spanske ferieø.

Gran Canaria er en yndet feriedestination for danskerne, der på den spanske ø blandt andet har rig mulighed for at opleve fredelige havnebyer, grønne bjerge og vandrestier samt at spille golf under den bagende sol.

Vueling debuterer i Billund Lufthavn
Tre af de seks danske ruter denne sommer fra Vueling var fra netop Billund Lufthavn. Og det er første gang, at det spanske selskab har ruter fra den internationale vestdanske lufthavn.

Fredag 18. juni klokken 16.05 åbner selskabet en rute med to ugentlige afgange til Barcelona, og det er Billund-opvoksede Kim Søegaard, der er kaptajn på flyvningen. Lørdag er der premiereflyvninger på ruter til både Málaga og Palma de Mallorca. Der bliver to ugentlige afgange til disse spanske destinationer. Dermed vil der i løbet af sommeren være i alt seks ugentlige afgange til tre forskellige spanske lufthavne.

”Vi er stolte af at kunne byde Vueling velkommen til Billund Lufthavn. Det er et stort, velforankret flyselskab i Spanien, der sammen med den populære rute til Barcelona også bringer andre spændende destinationer med sig. Men vi har også en lang række attraktive destinationer her i Danmark, og med Vuelings popularitet i Spanien vil det helt sikkert bringe spanske turister til Danmark,” fortæller Jan Hessellund, administrerende direktør i Billund Lufthavn.

”Nu har Vueling ruter til Barcelona, Mallorca, Malaga og Gran Canaria. Det siger noget om den aktivitet, vi forventer at se den her sommer – og det er gode takter.”

To nye Vueling-ruter fra CPH
Københavns Lufthavn får også flere Vueling-ruter. Til august åbner flyselskabet nye ruter fra den danske hovedstadslufthavn til henholdsvis Gran Canaria og Tenerife, og dermed vil selskabet senere på året flyve til Gran Canaria fra to danske lufthavne.

I de kommende dage åbner Vueling nye ruter fra Københavns Lufthavn til Alicante, Málaga og Palma de Mallorca. Herudover flyver selskabet også til Firenze og Paris, og tidligere har der også været en rute til Rom.

Vueling benytter som udgangspunkt 180-sæders Airbus A320-200 på ruterne fra både Billund og København, men lavprisflyselskabet råder også over A320neo med 186 sæder. Herudover har Vueling også A319 med 144 sæder.

 

Relaterede artikler:

Vueling lancerer seks nye danske ruter

Vueling dropper Aalborg

Vueling trækker sig fra Málaga-rute