- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Wizz Air: Kriser er perfekte til ekspansion

Wizz Air har draget stor fordel af coronakrisen, mens de fleste andre selskaber har været i kraftig modvind. Det ungarske lavprisflyselskab forventer et rekordtravlt tredje kvartal.

Coronapandemien har sendt flyselskaber til tælling i hele verden med tusindvis af afskedigede medarbejdere og mærkbare reduktioner i flyflåder.

Det er imidlertid ikke alle flyselskaber, der har haft det svært i det seneste halvandet år. Hos Wizz Air har krisen betydet ekspansion, da det ungarske lavprisflyselskab havde de rette økonomiske forudsætninger, før COVID-19 sendte luftfartsverdenen i knæ.

Kriser repræsenterer faktisk det ideelle tidspunkt for ekspansion, lyder det fra George Michalopoulos, der er kommerciel direktør i Wizz Air. Flyselskabet har det seneste år øget antallet af baser fra 25 til 43, lanceret det mellemøstlige datterselskab Wizz Air Abu Dhabi samt løbende øget sin flåde, der i dag består af 122 fly fordelt på typerne Airbus A320 og A321.

Wizz Air forventer endda, at tredje kvartal i år vil blive mere travl end niveauet i 2019, hvor verden endnu ikke kendte til pandemien.

’Man kan hurtigt opbygge markedsandele’
George Michalopoulos fortæller i et interview med Simple Flying, at Wizz Air var økonomisk stærkt rustet ved indgangen til coronakrisen. Selskabet havde således 1,6 milliarder dollar (10,1 milliarder kroner, red.) til rådighed i kontanter. Det stærke fundament har givet Wizz Air muligheden for at lukrere på en gunstig markedssituation under krisen, hvor de fleste andre flyselskaber skalerer deres operationer ned.

”Der er flere markedsmuligheder. Man er i stand til at opbygge markedsandele hurtigere og blive hurtigere relevant på markedet. Der er flyselskaber – andre flyselskaber – der skalerer tilbage og skaber muligheder for ekspansion. Så kriser er generelt, for dem der har råd, virkelig gode muligheder for ekspansion,” siger George Michalopoulos.

Succesen for Wizz Air begyndte allerede før krisen med ekspansioner flere steder i Europa. Lavprisflyselskabet er også til stede i Danmark med syv-otte ruter fra både Billund Lufthavn og Københavns Lufthavn. Wizz Air har sågar forsøgt sig med indenrigsflyvning i Norge, men det trak sig i maj i år. ”Vi ville ikke være i stand til at konkurrere på lige vilkår,” lød begrundelsen blandt andet forleden.

Wizz Air har under coronakrisen generelt stået klar til at udfylde huller, der må være efterladt af andre flyselskaber, som enten har skaleret ned eller gået konkurs.

Udfordringer – og bonus kraftigt kritiseret
Når flyselskaber reducerer antallet af ruter og kapacitet i lufthavnene rundt om i Europa, bliver de respektive lufthavne ivrige efter nye muligheder. Og her har Wizz Air ofte trådt til.

”I tider som denne er lufthavne ivrige efter at tiltrække nye flyselskaber, der vokser, og vi er et af ​​de eneste, der vokser,” lyder det selvsikkert fra George Michalopoulos.

Wizz Airs kommercielle direktør påpeger dog, at selv om selskabet har ekspanderet under krisen, har det ikke været uden udfordringer. Lanceringen af Wizz Air Abu Dhabi blev eksempelvis udskudt til januar 2021 på grund af pandemien, lyder det.

Medvinden i det seneste års tid har fået Wizz Air til at beslutte, at flyselskabets topchef, József Váradi, skal have en klækkelig bonus, der svarer til intet mindre end 869 millioner kroner. Denne udmelding har mødt kraftig modvind fra det europæiske transportarbejderforbund, European Workers’ Federation (ETF), der fordømmer den gigantiske bonus til koncernchefen.

 

Relaterede artikler:

Wizz Air: Derfor trak vi os fra Norge

Wizz Air med fire nye skandinaviske ruter fra Baltikum

Dansker i bestyrelsen for Wizz Air